Med det yderste af neglene fik Brabrands herrer i 3. division i håndbold hevet en 26-23-sejr hjem over Aalborg HK søndag eftermiddag i Brabrandhallen. Holdet lægger nu afstand til bunden af rækken, hvor holdet ellers har befundet sig de seneste måneder.
Der var frustrationer i luften. Med en koncentreret indsats havde Brabrand-spillerne ellers sat gæsterne på plads i de sidste 10 minutter af første halvleg og sikret en føring på 14-6 ved pausen. Men i løbet af det første kvarter af anden halvleg var føringen stort set dampet ind til to-tre mål. Aalborg satsede med hele tre mandsopdækninger, og det havde Brabrand-spillerne svært ved at finde ud af.
Sejren var ved at smuldre
I den anden ende kunne Aalborg nu pludselig konstant spille sig igennem til chancer, og det var kun strålende målmandsspil i Brabrand-målet, der holdt gæsterne på afstand.
Da den ene af de to spillende trænere Glenn Vestergaard 10 minutter før tid scorede på straffekast, og Aalborg samtidig fik en udvisning, havde holdet dog en fem-måls-føring. Men den var dog alligevel ved at smuldre til allersidst.
”Jaaa, lød det fra sidelinien, da Aalborg 30 sekunder før tid brændte endnu en stor chance på Brabrands målmand, og hjemmeholdet kunne cementere sejren.
Lidt flere ressourcer
Mikkel Staffensen, som er holdets anden spillende træner, var irriteret over, at Aalborg HK formåede at stresse Brabrand-holdet i anden halvleg, men han glædede sig over sejren:
”Vi fik tanket noget selvtillid i sidste weekend, hvor vi slog Nøvling med 10 mål, selvom vi kun var otte mand af sted. Det gav en god fornemmelse”, sagde Mikkel Staffensen, som glædede sig over at have et bredere hold i søndagens hjemmekamp.
”Nu spiller vi jo med sådan et halv-motionshold, så er det dejligt at være 11 mand i stedet for otte. Det betyder, at der var nogle ressourcer, vi kunne lege lidt mere med. Det fik også betydning sidst i kampen”, sagde han.
I næste weekend skal Brabrand i Nibe forsøge at holde sig på afstand af bund-placeringerne.
”Jeg håber, vi kan vinde den kamp og bevæge os op i midten af rækken, hvor jeg også synes, vi hører hjemme”, sagde Mikkel Staffensen.