Nu hvor solen og varmen endelig er kommet til Brabrand, nåede håndboldsæsonen i denne uge slutningen for drenge og piger i Brabrand Håndbold. U11-U15-årgangene holdt tirsdag sæsonafslutning med en masse sociale og sjove fælles aktiviteter.
En række af Brabrands unge håndboldspillere kunne glæde sig over titler som årets komet, årets profil og årets fighter, da Brabrand IF Håndbold tirsdag holdt sæsonafslutning. De frivillige trænere stod for kåringerne, suppleret med fine ord om, hvorfor personen var valgt, og hvad de har bidraget med.
Det var dog ikke alene en fejring af de individuelle præstationer men i høj grad en hyldest til fællesskabet og med håb om gensyn til næste sæson. Der blev hygget på tværs af årgangene med sjov, spas og aktiviteter dirigeret af formanden Kenneth Graa.
Håndboldspillerne sluttede af med fælles spisning i pejsestuen hvor Beshir Abdallah i Café BIF havde sørget for byg-selv-burger til de mere end 100 deltagende børn og unge.
Imens fik alle de mange frivillige trænere og holdledere, der dagligt bidrager til at alle de unge mennesker kan spille, sig en burger og en snak om alle de sjove ting der sker i Brabrand håndbold – og om de kommende årgange og aktiviteter.
Inden sommerferien helt tager over, er der stadig mange håndbold-aktiviteter at glæde sig til. Der er sommerturneringer, beach-håndbold og Partille Cup i Sverige som mange af spillerne deltager i, inden det igen går løs til august med nye årgange.
Her får du lige et par stemnings-fotos fra tirsdagens arrangement taget af Carsten Mathiassen.