…og pludselig er der gået 30 år. Skjoldhøj Kirkes Folkekor runder her i foråret det skarpe hjørne – og Jonna Snog og Ulla Agri Sørensen har været med hele vejen. Her fortæller de om at være en del af et musikalsk fællesskab, hvor der også er tid til hyggeligt socialt samvær.
”Man kan måske godt gå og være lidt sur over et eller andet, inden man skal af sted – men man bliver altså så glad i låget af at synge!”
Ordene bliver sagt med et stort smil af 76-årige Ulla Agri Sørensen, som sammen med den to år yngre Jonna Snog her i foråret kan fejre 30 års jubilæum sammen med Skjoldhøj Kirkes Folkekort.
”Jamen, man kan jo slet ikke synge, hvis man er sur,” fastslår Jonna.
De har begge været med hele vejen fra starten i 1994. De reagerede begge to på en avis-annonce, hvor Skjoldhøj Kirke inviterede til at være med i et nystartet kor i kirken.
”Jeg kan godt li´ at synge, og jeg tænkte, det kunne være spændende at synge i kor,” fortæller Jonna, mens Ulla som helt ung havde sunget i Aarhus Drenge- og Pigekor, og hun havde stadig glæden ved at synge.
”Jeg var usikker på, om jeg stadig kunne finde ud af at synge. Men min genbo, som også var med, fortalte mig, at man bare skulle møde op.”
Det var der 40 andre, som også gjorde – og så var Skjoldhøj Kirkes Folkekor i gang. Kirkens daværende organist Ulf Gregersen havde udvalgt nogle forholdsvis lette korsange til at begynde med – bl.a. ”Early one morning” der også var på programmet forleden til korets forårs- og jubilæumskoncert.
Det blev nærmest en flyvende start for koret, der hurtigt voksede sig stort. Det har i en periode haft omkring 100 medlemmer, men i dag har koret ca. 65 medlemmer.
”Vi elsker at være sammen”
Ulla og Jonna har svært ved at forstå, at der pludselig er gået 30 år siden starten.
”Årene er bare smuttet, jeg kan slet ikke forstå, at det virkelig er så mange år siden, vi startede. Det er mange år, hvor det har været en del af ens liv,” siger Jonna.
Gennem de 30 år har de været stort set alle musikgenrer igennem – fra klassiske værker over salmer og viser til rytmiske sange. Og koret har ikke bare sunget på dansk og engelsk men også på tysk, fransk, norsk, svensk og latin.
”Hvis jeg skal sige det lidt poetisk, så har det været en rejse på sangens vinger. Alle de forskellige sange vi har sunget og lært sammen, det er jo helt fantastisk. Og vi har det utrolig godt sammen socialt i koret. Vi elsker at være sammen.”
Nogle år efter starten fik Jonnas mand, Verner, også lyst til at være med i koret, og de nyder stadig at komme til koraftenerne hver tirsdag.
”Vi kan rigtig godt li´ at komme herop. Vi oplever Skjoldhøj Kirke lige så meget som et musikhus og forsamlingshus som en kirke,” siger Verner.
”Når man kører hjem efter en koraften, kan man godt være lidt høj af at have sunget sammen med så mange mennesker.”
Snakken går
Skjoldhøj Kirkes Folkekor mødes hver tirsdag aften. Først synger de en times sammen, og derefter er der kaffe med småkager. Og så går snakken… Jonna må erkende, at det ind i mellem kan være svært for korleder Hans Dammeyer at få ro, når der igen skal synes efter pausen.
To gange om året har koret en øve-lørdag, hvor der er god tid til at få styr på detaljerne. Og dertil kommer en hyggelig frokost.
Og 30 års-jubilæet skal naturligvis også fejres med en sammenkomst. Det sker ved en fest d. 21. maj, hvor der er tre retter mad og hyggeligt samvær på programmet.
En kæmpestor oplevelse
Gennem årene har koret optrådt mange forskellige steder og ved forskellige lejligheder. Blandt andet husker Ulla og Jonna en koncert sammen med den legendariske Etta Cameron.
Men det absolutte højdepunkt var en julekoncert ledet af den norske komponist og arrangør Iver Kleive og Oslo Bach Koret.
”Det var en kæmpestor oplevelse. Vi var samlet set 130 kormedlemmer, og det lød fantastisk godt,” fortæller Jonna.
Før i tiden var koret ofte ude at synge, men det er blevet mindre med tiden. Til gengæld er der jævnligt aktiviteter hjemme i Skjoldhøj Kirke – senest en koncert i marts, hvor tre lokale kor sang Beatles-sange sammen.
Veltrænede stemmer
Når Ulla og Jonna kigger rundt på de andre kormedlemmer, kan de godt se, at de fleste gennem årene er blevet lidt grå i toppen. De fleste har nået pensionsalderen, mens kun få er under 60.
Selvom mange kordeltagere er oppe i årene, oplever de begge, at stemmerne er gode og veltrænede. Det tilskriver de blandt andet, at man som erfaren korsanger er god til at lytte til de andre stemmer – og ikke mindst at korleder Hans Dammeyer formår at få det bedste ud af alle. Og så betyder det meget, at koret indleder med at varme grundigt op.
”Vi vil dog meget gerne også have nye, yngre folk ind i koret,” understreger de begge.
Balance mellem toppen og bredden
Efter Ulf Gregersen fulgte flere andre korledere. Men så kom Hans Dammeyer til, og han har nu haft koret i 13 år – næsten halvdelen af korets levetid.
”Hans er fantastisk dygtig. Og så har så mange forbindelser udadtil, og det betyder, at der tit er forskellige koncerter i kirken,” fortæller Jonna.
Hans Dammeyer er tidligere højskolelærer og har siden 2010 været ansat som organist ved Skjoldhøj Kirke – og korleder af kirkens folkekor. Han er ligeledes komponist og har bl.a. skrevet melodi til flere moderne salmer. Og så var han medredaktør af Højskolesangbogens 18.udgave.
”Det var et meget velfungerende kor, da jeg i sin tid kom til. Jeg er virkelig glad for, at kirken i sin tid tog det initiativ. Det giver meget til et fællesskab i en kirke, at folk kommer og synger sammen,” siger han.
Ud over folkekoret er også et kammerkor bestående af professionelle sangere og gospelkoret Rhythm & Joy. Hans Dammeyer ser et godt og produktivt samspil mellem det professionelle kor og de to amatør-kor.
”Ligesom man taler om det i sportens verden, oplever jeg, at bredden og eliten nærer og inspirerer hinanden. Det er vigtigt at vi både har toppen og bredden, og der er en balance mellem dem, jeg sætter vældig stor pris på. Det er en model, jeg tror, mange kirker kunne have glæde af,” siger han – og fremhæver i samme åndedrag de dygtige musikere, Pojken Flensborg, Jacob Venndt og Per Kolling.
”Det løfter jo altid det hele at være omgivet af så vildt dygtige folk.”
Afprøver nye melodier
Som korleder er han meget opmærksom på at præsentere salmer og sange af høj kvalitet, både når det gælder tekst og musik.
”Som kor bruger vi ret lang tid på at øve materialet, og når man i så lang tid skal være i selskab med de tekster, skal det være noget af det bedste. Sværhedsgraden er også afgørende: Det må gerne være materiale, de skal stå på tæer for at lære – men det må omvendt heller ikke være for svært,” siger han og tilføjer:
”Det er amatørmusik når allermest meningsfuldt.”
Som medredaktør af Højskolesangbogens 18.udgave har han et indgående kendskab til mange af sangene, og når koret indleder koraftenerne med at synge et par af dem, får de som regel et par kommentarer med på vejen.
”Der er også kvalitet i, at vi her kort taler om nogle væsentlige ting. Kormedlemmerne er voksne mennesker, som har mange historier med sig, hvoraf en del kommer til udtryk i de sange, vi synger fra Højskolesangbogen.”
Hans Dammeyer er som komponist ofte i gang med at skrive melodier til nye salmer, og han lader ofte folkekoret afprøve nogle af de ting, han arbejder med.
Ligesom Jonna og Ulla håber han, at der fortsat vil komme nye kormedlemmer til, når Skjoldhøj Kirkes Folkekor starter en ny sæson den første tirsdag i september.