Din levestandard afhænger af, hvor du bor i 8220 Brabrand. En ny analyse fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd dokumenterer det: Gellerup-beboere i beskæftigelse tjener gennemsnitligt langt mindre end beskæftigede i Brabrand eller Årslev.
En opdelt bydel. Det kunne være overskriften på artiklen her. Lige op og ned af hinanden ligger de tre sogne i 8220 Brabrand, Brabrand, Gellerup og Årslev, med hver deres gennemsnitlige levestandard – hvis man skal tro en ny analyse fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd.
Folk i arbejde i Gellerup Sogn tjener gennemsnitligt under det halve af, hvad en beskæftiget i Årslev Sogn tjener. Og hvis du bor i Brabrand Sogn og er i arbejde, tjener du sandsynligvis også langt mere end dine medborgere i Gellerup. Her får du lige gennemsnitstallene – og hvor mange personer undersøgelsen bygger på:
- Årslev Sogn: 716.679 kr. (390 personer)
- Brabrand Sogn: 536.410 kr. (3180 personer)
- Gellerup Sogn: 331.821 kr. (2120 personer)
Tallene er gennemsnitlig indkomst før skat i 2019 – baseret på Danmarks Statistiks personregistre:
”Det er den årlige personlige indkomst før skat blandt voksne, som er i beskæftigelse som lønmodtager eller driver selvstændig virksomhed, vi undersøger. Indkomsten før skat er opgjort ekskl. Pensionsindbetalinger,” skriver Arbejderbevægelsens Erhvervsråd i en kommentar til analysen.
Det skal bemærkes, at opgørelsen i Årslev bygger på et forholdsvis lille antal beboere. Og som det fremgår nedenfor, bliver gennemsnittet i Årslev trukket op af et lille antal meget højtlønnede.
Gellerup-beboere blandt de mest lavtlønnede
Tallene viser altså blandt andet, at hvis du bor i Gellerup og har arbejde, så er det sandsynligvis et ret lavtlønnet job. Gennemsnitslønnen på de 331.821,- anbringer Gellerup sogn som nummer tre på listen over samtlige danske sogne – fra bunden!
Gellerup er her kun ”overgået” af Vollsmose og Tingbjerg sogne.
I den anden ende af listen ligger en lang række sogne i den nordlige udkant af København. Vedbæk topper med en gennemsnitsindtægt på 1.580.532 kr. pr. beskæftiget.
I Aarhus topper Risskov med en gennemsnitsindtægt på 988.884 kr. pr. indbygger.
Både Årslev og Brabrand placerer sig pænt over de omkringliggende bydele, når det gælder gennemsnitlig indtægt pr. beskæftiget:
- Sønder Årslev Sogn: 716.679 kr.
- Brabrand Sogn: 536.410 kr.
- Åby Sogn: 505.971 kr.
- Hasle Sogn: 467.561 kr.
- Viby Sogn: 440.102 kr.
Årslev og Brabrand over Aarhus-gennemsnittet
Hvis vi nu kigger på den typiske indtægt i 8220 Brabrand, ser tallene en smule anderledes ud, Her bruger man den såkaldte median, der er den midterste værdi i datasættet. Så ser tallene således ud i de tre Brabrand-sogne:
- Sønder Årslev Sogn: 492.035 kr.
- Brabrand Sogn: 468.733 kr.
- Gellerup Sogn 318.274 kr.
Mediantallene viser altså, at Årslev og Brabrand ligger lidt tættere på hinanden, end gennemsnitstallene viste – men Gellerup ligger fortsat betydeligt lavere end de to andre sogne.
Både Årslev og Brabrand sogne ligger i øvrigt pænt over median-indkomsten for hele Aarhus, der er 413.674 kr. – mens Gellerup ligger langt under gennemsnittet.
Samtidig er det måske værd at nævne, at den typiske indkomst før skat blandt alle voksne i kommunen – altså inklusive studerende, ledige og pensionister – ligger på 289.567 kr.
Forholdsvis mange høje lønninger i Brabrand og Årslev
Analysen indeholder endelig en opgørelse over, hvor i landet de rigeste danskere bor – altså i denne sammenhæng de 10 procent af befolkningen med den højeste indtægt. I denne opgørelse indgår samtlige voksne i sognet.
- I Årslev ligger 22,1 procent af de 950 beboere i den kategori, som tjener allermest i Danmark.
- I Brabrand Sogn er 16,4 procent af de 7200 beboere blandt de danskere med de højeste lønninger i Danmark.
Omvendt er der i begge sogne også en del beboere, som er blandt de 20 procent i Danmark, som tjener mindst. Det er 9,5 procent i Årslev og 11,0 procent i Brabrand.
Og igen er Gellerup Sogn et kapitel for sig: Her er kun 1,2 procent af beboerne blandt de rigeste i Danmark. Til gengæld er hovedparten af de godt 9000 voksne beboere i Gellerup blandt de 20 procent af befolkningen med de laveste indkomster – helt præcist 61,8 procent.
Hvis du har lyst til selv at gå på jagt i tallene, kan du gøre det her.