Når vejret bliver varmere, har det ofte været signal til mere uro og ballade i Gellerup-området. Men sådan er det ikke i år. Lokalpolitiet i Aarhus Vest melder om et roligt forår indtil nu – men på de lokale veje fortsætter politiet kampen mod bilister, der ser stort på færdselsreglerne.
Det blive roligere og roligere! Sådan lyder det fra Lokalpolitiet i Aarhus Vest, som blandt andet oplever, at konflikten mellem lokale og gæstende bandemedlemmer i Gellerup-området tilsyneladende ikke som tidligere udmønter sig i uro på åben gade.
”Det er ualmindelig positivt, at vi begynder at komme ned ad konfliktstigen. Vi ser frem til, at foråret bliver endnu mere roligt end tidligere. Vi vil i hvert fald gøre vores til, at det sker,” sagde politikommissær Klaus Hvegholm Møller på kvartalsmødet i Samvirket i Gellerup og Toveshøj i sidste uge.
Det betyder dog ikke, at alt er roligt i Gellerup. Der bliver stadig affyret fyrværkeri, selvom vi er langt ude over perioden omkring nytår, hvor den slags er tilladt.
Klaus Hvegholm Møller kunne fortælle, at der meldes om jævnlig affyring af fyrværkeri i Toveshøj og ved Bazar Vest. Politiet vil nu undersøge, hvem der står bag, og hvor fyrværkeriet kommer fra.
”Og så har vi en udfordring med nogle af dem, der sælger hash her i området, som er flabede og frække over for beboerne. Det opleves som utryghedsskabende,” sagde Klaus Hvegholm Møller. Han lovede, at politiet fortsætter med at opsøge de områder, hvor handlen foregår.
Fortsatte færdselskontroller
På vejene i og omkring Gellerup er situationen dog uændret i forhold til tidligere: Her bliver masser af bilister stoppet i de næsten ugentlige færdselskontroller, og der bliver udstukket masser fa bøder. En del mister også kørekortet og nogle endda også bilen.
”Det er rigtig dyrt for dem, som ikke kører ordentligt. Og jeg kan love, at vi fortsætter med vores faste samarbejde med færdselsafdelingen, som kommer med motorcykler, laser og det hele. Så vi kan kun opfordre til, at man sætter farten ned, stopper for rødt lys – og i det hele taget kører ordentligt!”
Til gengæld har man endnu ikke set så meget til scooterne, der ofte har været en plage på veje og stier i Gellerup. Klaus Hvegholm Møller opfordrede til, at beboerne kontakter politiet, hvis de opdager, at der pludselig står en eller flere scootere i et kælderrum. Så er der en vis risiko for, at de kan være stjålet.