Rigtig mange mennesker i hele Brabrand har brugt en del af søndagen på at afgive deres stemme ved dagens valg til EU-parlamentet. Både i Brabrandhallen og Globus 1 var stemmeprocenten langt højere end i 2014 – og begge steder endda højere end ved det seneste kommunalvalg.
4478 Brabrand-borgere var forbi Brabrandhallen for at stemme denne søndag, og det betyder, at valgdeltagelsen samlet set, inclusive brevstemmer ender på 77,43%. Ved det seneste kommunalvalg var stemmeprocenten 76,92.
Trods det høje antal afgivne stemmer melder de ansvarlige for valghandlingen om en forholdsvis rolig dag. Folk har stemt jævnt fordelt over hele dagen, hvilket har givet få problemer med kø.
I Globus 1 endte stemmeprocenten på 51,8, hvilket også var højere end stemmeprocenten til kommunalvalget i november 2017, hvor 51,2% stemte.
Hvis man sammenligner med EU-valget i 2014, ligger valgprocenten begge steder langt højere denne gang. I Brabrandhallen var stemmeprocenten for fem år siden 65 – mod altså 77,4 denne gang. Og her var der endda tale om såkaldt dobbelt-valg, hvor flere typisk stemmer, end hvis man “kun” skal stemme til EU-parlamentsvalg.
Og i Globus 1 var stemmeprocenten i 2014 kun 32,6 – mod altså 51,8% denne gang.
Her vurderede valgstyrerformand Rabih Azad-Ahmad, at den høje valgdeltagelse lover godt for deltagelsen ved folketingsvalget om få uger.
Rabih Azad-Ahmad noterede sig i øvrigt, at rigtig mange yngre beboere i Gellerup-området stemte søndag, og at det for en dels vedkommende skete som reaktion på de provokationer, de har oplevet fra Rasmus Paludan og Stram Kurs.
Han nævner også Bydelsmødrenes talstærke indsats den seneste uge, hvor de har ringet på døre overalt i Toveshøj og Gellerup og opfordret til at stemme både ved EU-valget og det kommende folketingsvalg.
Helle Hansen har bidraget med research til artiklen.