Byggeriet har været længe undervejs, men nu kan de mange veteraner, som kommer på Veteranhjem Midtjylland, godt begynde at glæde sig. Onsdag kunne veteranhjemmet holde rejsegilde på to nye bygninger, der skal supplere Friis & Moltke-villaen på Edwin Rahrs Vej.
”For fem et halvt år siden sad vi her inde i stuen og havde en masse visioner for, hvordan det her kunne blive – og så regnede vi i øvrigt med, at vi skulle bygge lige om lidt. Og så se det, der er kommet ud af det i dag – det er jo helt fantastisk!”
Det sagde formand for Veteranhjem Midtjylland, Peter Suarez Bjørndal, da der onsdag var rejsegilde for de to nye bygninger, Laden og Udhuset, der skal være aktivitetshuse for de cirka 1700 veteraner, som bor i det østjyske område.
”Det er rigtig dejligt at se, at I er kommet så mange veteraner i dag. Jeg håber, at I allesammen får rigtig meget ud af det her byggeri, når de er færdige lige om lidt”, fortsatte formanden.
Gennemrenoveret villa
Faktisk har de østjyske veteraner allerede taget en del af fornyelserne i brug. Friis & Moltke-villaen fra 1961 har været igennem en gennemgående renovering, og der er blevet lavet nye værelser og indrettet kontorer i den ikoniske bygning med den strålende udsigt ud over Langdalen.
Og om få måneder står også de to nye bygninger klar – begge opført i solidt tømmer, der også vil præge det endelige udtryk.
Laden, der ligger ud til Edwin Rahrs Vej, bliver samlings- foredragssal – med højt til loftet og med et udtryk á la de lader, man måske har set på amerikanske westernfilm.
Udhuset ligger ud mod Langdalen og får en fantastisk udsigt ud over den smukke natur. Her skal de kreative værksteder, blandt andet veteranernes malerhold, holde til.
Bestyrelsesformand Christian Kurt Nielsen, Fonden Danske Veteranhjem, deltog også i rejsegildet og benyttede lejligheden til at takke Realdania for den flotte donation på 14,5 mio. kr. Forsvarsministeriet betaler 8,7 mio. kr.
Læs også: