Siden Fonden Danske Veteranhjem i 2014 overtog Friis og Moltke-villaen på Edwin Rahrs Vej 61, har der været planer om både renovering og tilbygninger. Og onsdag blev det første spadestik så taget til det omfattende byggeri, der skal give de østjyske veteraner endnu bedre udfoldelsesmuligheder.
At træde ind ad døren hos Veteranhjem Midtjylland på Edwin Rahrs Vej føles som at gå ind i en tidsmaskine og sendt tilbage til 1960´erne. Den karakteristiske modernistiske Friis og Moltke-villa ser ud stort set, som da den blev bygget i 1961. Men i løbet af det næste halve år får den over 300 kvadratmeter store villa en kraftig opgradering.
Renoveringen af villaen på kanten af den skønne natur i Langdalen skal sammen med tre nye tilbygninger skabe endnu bedre rammer for de 1700 tidligere udsendte, som bor rundt om i Østjylland.
RealDania har været engageret i skabelsen af veteranhjemmet siden starten i 2015, og fonden støtter projektet med 14,5 millioner kroner, mens Forsvarsministeriet bidrager med resten af pengene, 8,7 millioner kroner.
”Vi var heldige at finde det her flotte hus, der nu får en nænsom renovering. Desuden bliver området aktiveret yderligere med nybyggeriet. Det giver nye muligheder for veteranerne, både når de vil være en del af fællesskabet, og når de har brug for at være sig selv. Hermed får de endnu bedre muligheder for at kunne vende tilbage til det danske samfund”, sagde projektleder Stig Hessellund, RealDania onsdag, da det første spadestik til projektet blev taget.
De fire nye nye bygninger
Ud over renoveringen af villaen bliver der opført følgende nye bygninger:
- Aktivitetshuset, også kaldet Laden på ca. 100 kvadratmeter – kan anvendes til foredrag, bordtennis og andre aktiviteter.
- Drivhuset på ca. 60 kvadratmeter – Her kan veteranerne dyrke forskellige planter og kan i øvrigt bruge huset som en slags fristed.
- Kreativitetshuset på ca. 30 kvadratmeter – bygges længere nede ad skrænten, hvor veteranerne kan trække sig tilbage og arbejde kreativt med f.eks. maling
- Udsigten – et mindre udsigtspunkt til højre for villaen hvor veteranerne kan nyde udsigten ud over Langdalen.
Borgmester Jacob Bundsgaard fremhævede i sin tale sin forgænger Nicolai Wammen, som både som borgmester og forsvarsminister var dybt engageret i at skabe et veteranhjem i Østjylland.
”Det værste for en veteran, når han kommer hjem til Danmark igen, må være at opleve, at man står helt alene med sine problemer. Jeg har ikke selv været udsendt, så jeg har svært ved at sætte mig i den forfærdelige situation. Men det kan de folk, som har deres daglige gang her i huset,” sagde Jacob Bundsgaard.
Han glædede sig over, at der nu skabes endnu bedre rammer for veteranerne og deres pårørende.
Projektet er tegnet af arkitektfirmaet Effekt, og Bytømreren er entreprenør. Byggeriet ventes færdigt i slutningen af 2019.
Læs også:
Omsider får veteranhjemmet på Edwin Rahrs Vej lov til at bygge
Nybyggeri giver veteranhjemmet helt nye muligheder