Mens politiet i øjeblikket har travlt i visitationszonen nord for Viborgvej, er der relativt roligt i Gellerup-området. Politiet får dog løbende henvendelser på grund af grupper af unge, som råber og chikanerer folk i området. Ring til os, så kommer vi”, lover chef for lokalpolitiet, Klaus Hvegholm Møller.
”Der er relativt ro i Gellerup i øjeblikket. Relativt! Det vi døjer med, er unge, der går rundt og laver ballade. De kommer i stor flok, råber og skriger, og gør tilsyneladende lige, hvad de har lyst til. De er i mine øjne virkelig dårligt opdraget,” sagde politikommissær Klaus Hvegholm Møller på kvartalsmødet i Samvirket.
Han nævnte særligt scooterne som en irriterende faktor i lokalområdet. Med foråret kommer traditionen tro også masser af scootere på gaden, og nogle kører, så man nærmest må springe for livet, bemærkede han.
”Det er desværre hamrende irriterende og utryghedsskabende for mange mennesker, der ikke er vant til det. Men det er ikke altid strafbart. Men alligevel: Når de kommer, så ring til politiet. Ring og fortæl os hvad der sker. Vi er her – måske bare to blokke væk.”
Klaus Hvegholm bemærkede, at man som lokalsamfund vænner sig til at kontakte politiet, når der er uro, men når det er mere roligt, falder man lidt af på den. Derfor opfordrede han til, at man som borger hellere ringer en gang for meget end for lidt.
Han nævnte særligt problemer med kamphunde, især i området omkring Toveshøj. For nylig opsøgte politiet en adresse i lokalområdet og hentede 12 hunde, heraf seks hvalpe. De blev senere aflivet, da ejeren ikke kunne bevise, at hundene var lovlige.
”Ring 112, hvis I oplever problemer med kamphunde i jeres nærområde. Så kan jeg love, at vi kommer med det samme”, sagde politikommissæren.