De sidste 10 år har Karen og Allan Søndergaard en weekend i juni samlet penge ind til syge børn med arrangementet Giv 24 Timer på Brabrandstien. Også i år var der en stor check til Akut Børnemodtagelse, selvom arrangementet i år ikke kunne afholdes på grund af corona-smitten.
Det var ikke mange kilometer, de gæve motionscyklister i år fik kørt omkring Brabrand Sø. Coronaen satte en stopper for det traditionsrige arrangement Giv 24 Timer.
Men alligevel fik Karen og Allan Søndergaard godt 25.000 kroner i kassen, og pengene blev onsdag middag traditionen tro overrakt Akut Børnemodtagelse på Universitetshospitalet i Skejby.
”Jeg er helt overvældet over, at der også i år kommer sådan en check, selvom der ikke er blevet kørt på cykel,” sagde en rørt afdelingssygeplejerske Bente Majgaard, Akut Børnemodtagelse, som var kommet til Brabrand Sø for at modtage pengene.
Hun kunne blandt andet fortælle om det sidste nye indkøb, der er blevet muligt via de penge, der hvert år bliver kørt ind på Brabrandstien:
”Vi har lige indkøbt tre sæt virtuelle briller, der skal bruges, når børn skal have taget blodprøve eller igennem nogle andre vanskelige ting. Når de får brillerne på, kommer de ind i en anden verden og får afledt deres opmærksomhed,” fortalte Bente Majgaard.
Brillerne har kostet omkring 30.000 kroner, som er hentet fra det, der på Akut Børnemodtagelse kaldes ”Karens og Allans konto”.
Tæt på at nå 500.000 kr.
I år ville det samlede beløb fra Giv 24 Timer have rundet den halve million, hvis arrangementet var blevet afviklet som normalt, fortalte Allan Søndergaard i forbindelse med overrækkelsen ved ro-stadion.
”Da vi ikke kom ud at cykle, nåede vi det ikke. Vi er kun nået op på 496.000,- siden vi startede. Men selvom vi ikke kom ud at cykle denne gang, har folk alligevel betalt 100 kr., så det er jo en meget let måde at holde et arrangement på.” sagde Allan Søndergaard med et smil.
Blandt andre forsikringsselskabet LB Forsikring valgte også at støtte ikke-arrangementet med 10.000 kroner, og så løb beløbet alligevel op i over 25.000,-.
1000 kr. i flaskepant
Til overrækkelsen ved Brabrand Sø var også mødt en flok af Allan Søndergaards såkaldte hjertevenner i Team My Heart Activ Living. De fleste er hjertepatienter, som nu alle kører på elcykel og hver onsdag mødes til en tur rundt om Brabrand Sø. En af dem, Egon Stokholm, havde en særlig hilsen med:
”På vores fælles ture, blandt andet her ved Brabrand Sø, samler jeg pant-flasker op, og det er nu samlet set blevet til 1000 kr. i pant, som jeg vil overrække til Giv 24 Timer,” sagde han. Hjertevennerne på cykelholdet mente, at flaskerne er blevet indsamlet over en strækning på samlet set 8500 kilometer.
Allan Søndergaard lovede, at Giv 24 Timer igen vil blive afholdt i juni 2021.