
Der er jubel i Brabrand IF Håndbold, efter at klubbens tre bedste seniorhold alle er rykket op. Hos mændene er førsteholdet tilbage i 3. division, mens også andetholdet rykker op i danmarksserien. Og hos kvinderne rykker Brabrand også en række op og er nu at finde i serie 1.
Træner Maja Hentze Andersen havde indkøbt rigeligt med chokolade-gevinster til tirsdagens håndboldtræning. Der var juleafslutning, og hun havde planlagt masser af små konkurrencer med søde gevinster til de bedste.
Stemningen har uden tvivl været virkelig god tirsdag aften hos håndboldkvinderne, for de har også kunnet fejre, at de netop er rykket en række op – fra serie 2 til serie 1.
Det kan næppe sammenlignes med tidligere tiders håndbold-præstationer i Brabrand IF, der for mange år siden spillede i landets bedste række. Men nu er tiden en anden, og Maja Hentze Andersen glæder sig over, at det er lykkedes at samle et hold af spillere, som har lysten og glæden ved håndboldspillet.
Hun har selv tidligere spillet en del sæsoner i Brabrand, men har måttet prioritere familien i en periode. I sidste sæson meldte hun sig dog klar til at tage træner-tjansen på holdet.
“Det skal være sjovt og selvfølgelig gi´ noget at komme ned og træne. Det må aldrig blive kedeligt med de samme øvelser igen og igen. Det prøver jeg at undgå,” siger 35-årige Maja Hentze Andersen, som lige nu er på barsel med lille Henry på seks måneder.
I sidste sæson var hun gravid og kunne derfor alligevel ikke spille, og derfor var det oplagt for hende at tage trænerposten. Men nu er hun klar til også at spille igen.
“Jeg sagde i sommer til pigerne, at jeg gerne ville træne dem i den nye sæson – men jeg ville også have mulighed for at spille noget håndbold selv,” fortæller hun.
Og løsningen blev, at Christian Eriksen, som også træner klubben u19-piger, står på sidelinjen under kampene. Og under tirsdagens træning af både senior-kvinderne og u19-pigerne deler de opgaverne imellem sig.
Samtidig tager Christian Eriksens samlever, Sanne Juul, sig af lille Henry, så hun kan koncentrere sig fuldt ud om håndboldtræningen.
“Det er helt fantastisk, og jeg er så taknemmelig for, at de begge er med på den løsning. Så står Christian for udskiftningen og styrer slagets gang under kampene. Og jeg kommer tit og præsenterer ham for alle mine underlige ideer til forskellige trænings-øvelser,” fortæller hun.
Håber på et par nye spillere efter nytår
Det team har fungeret perfekt hele efteråret, hvor serie 2-kvinderne er gået fra sejr til sejr. Holdet spænder fra erfarne folk som Maja Hentze Andersen selv til helt unge spillere i alderen 18-19 år. Men trods den store alders-spredning har holdet nu fundet sammen i et sejrrigt team.
“I sidste sæson kunne man tydeligt se, at vi ikke var vant til at spille sammen. Men nu er vi begyndt at finde hinanden. Det gør noget ved flowet,” siger hun.
Spillernes familie- og fritidsliv er kun til én gang ugentlig træning, men til gengæld møder de fleste hver gang op og giver alt, hvad de har. Hun har indført en regel om, at alle møder op en halv time før, hallen er ledig, og varmer grundigt op. Og den ordning bakker alle op om.
“Mange af pigerne holder sig i gang med alt muligt andet, og mere end én gang ugentlig træning ville sikkert næsten være for meget,” vurderer hun.
Seniorholdet har spillet sæsonen igennem med en forholdsvis smal trup, og det har derfor været en stor gevinst for alle at lægge træningen af senior- og u19-holdet sammen.
“Vi kan godt stille hold, men nogle af spillerne er jo kommet lidt op i årene og skal ha´ det hele til at passe. Derfor kunne det faktisk være super godt, hvis der efter juleferien dukker et par nye spillere op til træning,” siger hun.
Brabrands håndboldkvinder træner hver tirsdag kl. 19.00-20.45 og går i gang igen den første tirsdag i det nye år.
Oprykning til 3. division og danmarksserien
Faktisk er det ikke kun Brabrand IF Håndbolds kvindehold, der i dette efterår er gået fra sejr til sejr. Det gælder også klubbens to bedste herrehold, der begge er rykket en række op.
Faktisk sluttede danmarksserieholdet efteråret af med et nederlag til Skovbakken, der hermed snuppede førstepladsen til sidst. Men da klubben fra nordbyen i forvejen har et hold i 3. division, var vejen alligevel banet for en oprykning til Brabrand.
Samtidig kunne andetholdet i serie 1 ligeledes fejre en førsteplads og oprykning til danmarksserien. Holdet havde brug for en sejr i sidste runde over AGF – men den kom i hus helt uden kamp, da modstanderne meldte afbud. Og så var førstepladsen og oprykningen sikret.
