City Vest skal renoveres, og det betyder, at al inventar, dekorationer og en række andre ting skal skiftes ud. Derfor afholder City Vest i samarbejde med Oliven Spejderne et stort loppemarked den første weekend i november.
Entreprenør- og byudviklingsvirksomheden A. Enggaard ønsker at etablere et nyt bydelscenter i City Vest, og det indebærer, at der sker store ændringer i indkøbscentret i de kommende år.
Nu har medarbejderne hos City Vest været i kælderen og har fundet alverdens pynt og dekorationer, der har været anvendt i centret, og som ikke længere kan bruges efter City Vests ombygning.
I stedet for at kassere de mange effekter donerer City Vest disse til Oliven Spejderne, som sælger dem på et loppemarked den første weekend i november, 4.-5. November, på City Vests centertorv.
”Så kan andre få glæde af dem, og samtidig kan vi støtte Oliven Spejderne, der skal bruge pengene til en kommende lejrtur,” skriver A. Enggaard i en pressemeddelelse.
”Det er vigtigt for os, at vores inventar og dekorationer får et nyt liv i stedet for at blive smidt ud. Derfor besluttede vi at afholde et loppemarked og inddrog det lokale spejderkorps, Oliven Spejderne, som vil stå i spidsen for arrangementet,” siger projektudvikler Lars Thesmer Sørensen fra A. Enggaard.
Indtægter går til spejderes vinter-lejrtur
Udvalget af dekorationer inkluderer alt fra halloween-pynt og julepynt til kunstige blomster, frugter og træer samt legetøj til børn og små møbler.
Loppemarkedet kommer til at bestå af tre stande, hvor den ene stand vil være med dekorationer fra City Vest. Den anden stand sælger Oliven Spejdernes håndværk, og på den sidste stand vil spejderne sørge for, at de besøgende kan købe noget til den søde tand.
De indsamlede midler vil gå til Oliven Spejdernes årlige vinterlejrtur. Ifølge Karim Kaddoura, som er formand hos Oliven Spejderne, glæder børnene sig til arrangementet:
”Lejrturen er højdepunktet for spejderne, så de glæder sig rigtig meget til at få muligheden for at tjene penge til turen. Vi er dybt taknemmelige over, at A. Enggaard og City Vest har givet os muligheden for at afholde loppemarkedet, da vinterlejrturen ellers måske ikke ville blive en realitet.”
Loppemarkedet på centertorvet har åbent kl. 10-16 både lørdag den 4. november og søndag den 5. november.