Selvom man har rundet pensionsalderen, kan man sagtens være aktiv og glad for idræt. Hver torsdag formiddag bliver der både svedt og hygget i Brabrandhallen, hvor en blandet gruppe af kvinder og mænd ivrigt kaster sig over idrætsgrene som badminton, bordtennis og floorball. Men de kan sagtens være flere.
Her er ingen træner, der står på sidelinjen og kommanderer, men det betyder dog på ingen måde, at ”Idræt om dagen” er en lydløs foreteelse. For selvom pulsen er høj, og man hiver efter vejret, har de fleste stadig overskud til at komme med en frisk bemærkning eller opmuntrende tilråb.
Det begyndte med 8-10 deltagere, men nu er gruppen vokset til 14-15 personer hver gang. Og 70-årige Lone Poulsen og 69-årige Carsten Særmark, som begge er en del af styregruppen bag ”Idræt om dagen”, håber, at endnu flere har lyst til at komme og være med.
En hyggelig kultur
I mange idrætsforeninger landet over trækker senioridræt nu mange mennesker til idrætshallerne. Men først her i foråret blev ”Idræt om dagen” igangsat i Brabrand på initiativ fra hovedformand Jens Jensen og med støtte fra DGI.
Som alt nyt tager den slags tid til at udvikle sig. Men man kan mærke, at der nu er en solid kerne af folk, som kommer hver gang og er i fuld gang med at udvikle en hyggelig kultur omkring det at dyrke idræt.
For eksempel er det allerede nu blevet en fast tradition, at de fleste bliver og drikker en kop kaffe sammen efter strabadserne på banen. Kaffen – ja, den skiftes man da til at medbringe.
Fra badminton til curling
”Idræt om dagen” er en selvstyrende gruppe, hvor én står for en let gang opvarmning, men ellers aftaler deltagerne indbyrdes, hvad de har lyst til at lave den pågældende dag.
Carsten Særmark fortæller, at det for ham betyder en del, at man kan dyrke flere forskellige former for idræt, afhængig af ”dagsformen” og diverse skavanker. Han har selv tidligere gået til gymnastik, men en dårlig ryg tvang ham til at stoppe dér.
””Idræt om dagen” er dejligt afvekslende. Hvis man har en skavank en dag, kan man vælge noget mindre krævende. For eksempel kan det en dag være for meget at hoppe og springe efter badmintonbolden, men så kan man måske tage en gang bordtennis i stedet”, fortæller Carsten Særmark.
En tredje populær idrætsgren er new age-curling. Det ligner curling på is, men foregår i stedet på halgulvet.
”Jeg tror også, det sociale betyder noget for en del af dem, der kommer her. Og så at man får mulighed for prøve nogle ting af. Jeg har for eksempel ikke spillet badminton før. Men mange her er også nybegyndere, og så virker det meget nemmere at gå til”, tilføjer Lone Poulsen.
Pulsen op og sved på panden
Mange går eller har gået til gymnastik, men nogle af dem, som møder op torsdag formiddag, har ikke tidligere dyrket idræt, men kommer fordi man kan få sig rørt i hyggeligt selskab med andre.
Selvom de fleste har rundet pensionsalderen, har alle lyst til at få pulsen op og sved på panden. Når der spilles floorball, er stemningen intens, og de fleste er med, uanset den fysiske form.
”Man bliver meget optaget af det! Vi går en del op i at prøve at undgå at ramme hinanden, men helt undgås kan det jo ikke”, fortæller Lone Poulsen med et smil.
Den vigtige sociale dimension
Hovedformand i Brabrand IF, Jens Jensen, glæder sig over, at ”Idræt om dagen” nu viser sig levedygtigt:
“Det var vigtigt for mig, at det blev et bredt tilbud som også passede til dem, der ikke “plejer” at komme i en idrætsforening. For at nå dem er det vigtigt at gøre det på en anden måde end de etablerede idrætsgrene. Jeg var meget opmærksom på at det sociale var en vigtig dimension i det,” siger han.
”Til det første informationsmøde dukkede der en del, som troede, at der kom en instruktør og fortalte, hvad de skulle lave. Da de fandt ud af, at de selv skulle være med til at planlægge og gennemføre det, trak de sig hurtigt. Men heldigvis var der nogen der var med på konceptet og med den styregruppe der nu er nedsat, har jeg stor tiltro til at “Idræt om dagen” er kommet for at blive.”
Idræt om dagen foregår hver torsdag kl. 10-12 i Brabrandhallens Hal 2. Der er ingen tilmelding, man møder bare op. Deltagelse koster 200,- for en sæson.