
Sølyst Havefællesskab hedder en nystiftet forening, der nu overtager en stor del af højbedene på Naturcenter Sølyst. I løbet af få dage sender foreningen invitationer ud, og man kan så blive en del af fællesskabet, der råder over 56 højbede og desuden etablerer et område med permakultur.
I løbet af kun en måned har en gruppe lokale have-interesserede samlet sig og har stiftet foreningen Sølyst Havefællesskab. Foreningen har indgået aftale med Teknik og Miljø om gratis at overtage de 56 ledige højbede på naturcentret.
I de kommende dage kan man tegne medlemskab i foreningen, og derefter kan arbejdet med at forberede højbedene til dyrkning gå i gang. Foreningen vil også passe en række fællesbede med blandt andet frugtbuske.
Desuden er der i gruppen af interesserede havefolk en stor lyst til at komme i gang med dyrkning efter permakulturens principper. Det handler om at dyrke jorden efter naturens egne biologiske metoder uden brug af gødning eller kemikalier.
Til det formål inddrages et græsareal ved siden af området med de eksisterende højbede. Teknik og Miljø, der fremover står for driften af Sølyst har godkendt, at en del af græsarealet inddrages til permakultur-dyrkning. Forvaltningen har indgået en et-årig brugeraftale med foreningen.
Medlemskab for 200,- årligt
Teknik og Miljø-forvaltningen har i det hele taget været en fin samarbejdspartner ved etableringen af foreningen, siger den nyvalgte formand for Sølyst Havefællesskab, Bo Christensen.
Han understreger, at haveaktiviteterne på Sølyst kommer til at foregå i respekt for de nuværende brugere fra Sundhed og Omsorg, lokale skoler, daginstitutioner og dagplejer samt Gulerodsklubben, der består af tidligere frivillige ved Naturcenter Sølyst.
De nuværende brugere anvender lidt over halvdelen af de 127 højbede. Det efterlader 39 solobede samt 17 såkaldte fællesbede til fællesskabet. I fællesbedene er der bærbuske og andre planter, som et kommende havefællesskab får mulighed for at passe i fællesskab.
Det koster 200,- årligt at være medlem af den nye forening. Desuden betaler man et depositum på 200,- pr. bed. Beløbet betales tilbage, når bedet afleveres i ryddet stand.
Når man er medlem, får man overdraget ét højbed. Hvis der er højbede til overs vil medlemmer, der ønsker det, kunne få endnu et højbed.
”Vi vil gerne sikre, at så mange som muligt kan komme ind og blive en del af fællesskabet,” forklarer Bo Christensen, der som flere af de øvrige medlemmer af bestyrelsen bor i det nærliggende boligområde, Søvangen.
”De fleste af os er kommet på Naturcenter Sølyst gennem mange år,” siger Bo Christensen. De øvrige fire bestyrelsesmedlemmer er Helle Bjerg, Rasmus Ott, Ulla Kaaber og Åge Ebbesen.
Bo Christensen og flere af bestyrelsesmedlemmerne er også medlem af et andet havefællesskab, Fællesgartneriet i Årslev, der foreløbig til 2024 har til huse i og omkring drivhusene på Skibbyvej 15.
Ændrede på spareforslag
Da Aarhus Kommune i efteråret 2022 i en stor spareplan lagde op til at lukke Natursamarbejdet på Naturcenter Sølyst, var der store protester blandt de mange brugere af stedet, og 3400 skrev under på en protest mod lukningen.
Børn og Unge, som har drevet Natursamarbejdet, besluttede derfor at ændre spareforslaget, så borgernes mulighed for adgang til området og dyreholdene bevares.
Sølyst bliver drevet videre under Teknik og Miljø, men det har indtil nu været uklart, hvem der skulle tage sig af dyreholdet. Meget tyder nu på, at Job i Naturen, der forbliver på Sølyst, får ansvaret for dyrene.
Hvis du har spørgsmål eller er interesseret i at blive medlem af Sølyst Havefællesskab, kan du kontakte foreningen på email soelysthave@gmail.com
Læs også: