
Det var en overvældet Rasmus Dalager Jørgensen, som onsdag morgen officielt blev modtaget af elever og personale som ny skoleleder på Engdalskolen. Under velkomsten fik han overrakt et kunstværk, som alle mere end 1000 elever på skolen har bidraget til.
Det var lidt af et marathonløb, Engdalskolens nye skoleleder, Rasmus Dalager Jørgensen, begav sig ud på, da han lidt over 9 onsdag morgen startede for enden af den flagallé, Engdalskolens elever, lærere og pædagoger dannede i skolegården.
For at få plads til de flere end 1000 elever snoede alléen sig rundt i skolegården, og Rasmus Dalager tog sig god tid til at klappe i hænder og give mange et par ord med på vejen.
“Kære elever og kære personale. Tusind, tusind tak for den her modtagelse. Jeg ved faktisk ikke helt, hvad jeg forventede mig. Men jeg er i hvertfald overrasket – og det er meget positivt. Hvor er det fantastisk at møde jer på den her måde. Og man får virkelig et billede af, at “hold da op hvor er vi mange”. Det var nærmest en marathon at skulle gennem hele flagalléen,” sagde den nye skoleleder, da han omsider var fremme.

Faktisk sluttede allé-turen med, at Rasmus Dalager Jørgensen klatrede op på skolens tag, hvor han modtog klapsalver og tilråb fra skolegården.
“Jeg er simpelthen så taknemmelig for den måde, jeg er blevet taget imod her på skolen. Vi arbejder jo med livsmod og livsmuligheder, og det fornemmer man jo klart her. Man mærker, at Engdalskolen er noget helt særligt,” sagde den nye skoleleder i en kort tale.
“Det er et sted, hvor man kan være sig selv og lære at trives i et fællesskab, og det glæder jeg mig rigtig meget til at være en del af sammen med jer. Og jeg glæder mig til at lære jer allesammen bedre at kende og være en del af jeres hverdag, og alt det vi skal skabe sammen.”
Han gjorde opmærksom på, at han jo er ny i jobbet og bad om elevernes hjælp til at vinde vej rundt på skolen – og i de mange traditioner og aktiviteter, der traditionen tro er en del af skolens liv skoleåret igennem.
Kunstværk med flere end 1000 bidrag
Ud over den varme velkomst havde eleverne på Engdalskolen også en særlig gave til den nye skoleleder.
“Vi ønsker dig held og lykke her på skolen, og derfor har hele skolen lavet en gave til dig,” sagde Lykke og Ida fra 3. årgang i en kort tale – og så kunne Laura, Debora, Clara og Ella præsentere et imponerende grafisk kunstværk, som alle elever har bidraget til.

“Alle skolens klasser fik et stykke papir, hvor de skulle tegne noget, som handler om at gå i skole – for eksempel en blyant et æble, et flag eller en gynge,” fortalte lærer Tina Derving Elmbæk, som har været ankerperson på projektet, til Vores Brabrand.
De sidste par dage har hun sammen med fem elever fra 8. klasse brugt en masse timer i skolens billedkunst-lokale, hvor de mere end 1000 bidrag har fået linoleums-sværte på og er blevet trykt på de store ark, som blev præsenteret ved overrækkelsen.
“Tanken var, at alle klasserne skulle være med. Vi er jo alle en del af en helhed som skole, og det har været en fornøjelse at opleve, at både store og små har syntes, at det var fedt at være med,” sagde Tina Derving Elmbæk.

Og farverne på kunstværket – de er Engdalskolens signatur-farver: De to orange farver, der er en del af skolens karakteristiske facade, plus den blå, der karakteriserer himlen, og den grå, der giver plads til betonen.
Ved siden af stod Rasmus Dalager Jørgensen og var fortsat en smule rundt på gulvet over den hjertelige modtagelse. Forude ventede resten af formiddagen med modtagelser rundt om på skolen.
“Jeg har bare blokeret min kalender frem til kl. 13 og er klar til at lade mig overraske. Og det må jeg sige, at jeg allerede er blevet,” sagde han.
