Fredag er en festdag på Sødalskolen. Fra morgenstunden bød elever og personale med masser af flag velkommen til den nyansatte skoleleder, 39-årige Irina Frello Hansen. Hun blev konstitueret som skoleleder i april, men er af Aarhus Kommune nu blevet fastansat i stillingen.
Sikke en velkomst. Fra enden af skolegården ud mod Louisevej og ned til den anden ende stod elever og voksne og viftede med papirsflag, da Irina Frello Hansen fredag morgen mødte ind på Sødalskolen.
På dagens morgensamling i aulaen blev hun hyldet for at have sagt ja til at blive på skolen, hvor hun har været konstitueret leder, siden Karen Henriette Jessen i slutningen af marts uden varsel fratrådte.
”I dag er det en festdag, fordi Irina har sagt ja til, at hun gerne vil være skoleleder her på vores skole, Sødalskolen. Det er vi så glade for. Hun vil være med til at lave verdens bedste skole til jer,” sagde viceskoleleder Anne Brøns Kruse i en kort velkomst til Irina Frello Hansen.
Anne Brøns Kruse har ligeledes været konstitueret i sin stilling, inden også hun lige inden sommerferien blev fastansat. Den tredje person i skolens ledelse er Simon Frank Nielsen, som er leder af indskolingen og skolens SFO. Også han er forholdsvis nyansat.
Ville ikke bare være til låns
Irina Frello Hansen var tidligere viceskoleleder på Læssøesgades Skole, men blev af Aarhus Kommune udpeget som midlertidig leder på Sødalskolen, da man sagde farvel til Karen Henriette Jessen.
”I dag byder vi dig jo sådan rigtig velkommen. Det var jo egentlig sådan, at vi bare havde lånt Irina, men så valgte hun at sige, ”jeg vil ikke bare være til låns, jeg vil arbejde her og være her hos børnene på Sødalskolen”. Og vi er rigtig glade for, at du har lagt dit hjerte her hos os,” sagde lærer Søren Vestergaard, som sammen med en af skolens elever, Malak, overrakte blomster til Irina Frello Hansen.
Den nye skoleleder holdt ligeledes en kort tale for eleverne på fredagens morgensamling:
”Ingen af os tre har været i tvivl om, at vi gerne ville blive her, fordi det er sådan en dejlig skole, og fordi I er sådan nogle dejlige børn at være sammen med. Tusind tak for den flotte flagallé og alt det andet. Jeg er så glad for, at jeg kan blive ved med at være her sammen med jer,” sagde hun til store klapsalver.
Læs også:
Ny skoleleder på Sødalskolen: Sammen kan vi skabe en positiv udvikling