True Skov har fået et nyt mødested for folk og fortællinger. Faste brugere af skoven dannede i lørdags en 80 cm høj egecirkel med et tværsnit på præcis 14,2 meter. Egecirklen skal være et mødested for alle, som kan li´ gode historier – og fortæller selv historier om klima og skovrejsning.
I flere år lå egestammer spredt i True Skov og ventede på flishuggeren. På grund af den meget våde vinter i 2019-2020 kunne Naturstyrelsen ikke komme ind med maskinerne og rydde skoven for de udtyndede træer.
Nu er de fældede træer væk, men nogle af dem undslap flishuggeren og har fået nyt liv. De er blevet skåret op i 75 centimeters længde og danner nu en helt særlig cirkel i udkanten af Huleby i True Skov. Tanken er, at egecirklen kan blive et mødested for både børn og voksne, som kan li´ gode fortællinger.
”Cirklens fysiske form danner rammen om et sted, hvor der kan fortælles en masse historier,” siger projektleder i Naturstyrelsen, Anders Busse Nielsen, som de seneste år har ledet udviklingsarbejdet True Skov for Alle.
Han har sammen med naturvejleder Jan Kjærgaard selv skrevet eventyret ”Dragen der spiser træer”:
”Det fortæller historien om, hvordan vi tynder skoven ud og hugger træet til flis – hvor ”dragen” er flishuggeren. Men de her egetræer rullede sig sammen og forsvarede sig mod dragen,” forklarer Anders Busse Nielsen.
Historien ligger nu rullet sammen i et rør, der er stukket ind mellem stammerne i cirklen – og besøgende kan så gå på jagt efter historien, når de kommer forbi egecirklen.
”Samtidig er det en indirekte opfordring til, at andre også lægger et eventyr eller en tegning herud,” siger Anders Busse Nielsen som viser en stabel med tomme rør, hvor man kan lægge sit eget eventyr ind og placere det i egecirklen.
”Forhåbentlig opstår der en tradition, hvor folk lige skal ned forbi og tjekke, om der er kommet nye historier siden sidst. Eller også kan man selv lægge et eventyr ind mellem stammerne. Blandt andet håber vi, at skoleklasser og spejdergrupper vil bruge stedet,” siger han.
Historier om skovrejsning og klima-gevinst
Egecirklen rummer dog også i sig selv en række voksenfortællinger, tilføjer Anders Busse Nielsen:
”Egecirklen er også historien om de mange nye skove, der er vokset op i Aarhus kommune, og alt det skovrejsningen gør for os. Der var engang, og det er såmænd ikke længere siden end 1988, hvor skov kun udgjorde 5% af Aarhus kommunes areal. Siden da er skovarealet mere end fordoblet og udgør i dag 11,7 % af kommunes areal,” siger Anders Busse Nielsen.
”Selvom Aarhus kommune er en storby-kommune, er den muligvis den eneste kommune i landet, der har formået at fordoble arealet af skov, siden vi som land besluttede at det skulle ske.”
Cirklens areal er på 159 m2, hvilket præcist modsvarer det skovareal, der i dag er per indbygger i Aarhus kommune. Hvis alle indbyggere i Aarhus Kommune fordelte sig i skovene, så ville hver især stå i et stykke skov, der er præcis så stort som arealet i egecirklen.
Det træ, der ligger i egecirklen, svarer desuden til, hvor meget træerne på én hektar i True Skov vokser pr. år lige nu. Det svarer til ca. 16 kubikmeter fast biomasse.
“Og tænk engang, den historie kan blive dobbelt så god. For i det træ, der ligger i egecirklen, er der nemlig bundet knapt 16 ton CO2, hvilket svaret til ikke blot én men to danskeres årlige udledning af CO2,” tilføjer Anders Busse Nielsen med et smil.
”Og så vil den her egecirkel samtidig udvikle sig til et kæmpe fauna-depot, hvor der kommer til at bo flere bænkebidere, snegle, svampe, edderkopper, tudser osv., end der er indbyggere i Aarhus Kommune.”
True-spejdere klar til at bygge cirklen færdig
Projektlederen indrømmer, at ideen om egecirklen udspringer af en stor fejltagelse: At Naturstyrelsen ikke fik de udtyndede stammer ud af skoven, før den langvarige regn satte ind. Det kommer ikke til at ske igen, lover han.
”Nu håber vi så, at vi i stedet kan vende det til en god historie.”
Naturstyrelsen havde i lørdags inviteret naturområdets faste brugere til at komme og hjælpe med at skabe cirklen via netværket True Skov for Alle. 19 havde meldt sig til – og der dukkede 25 op.
De havde en herlig dag i skoven og kunne endda glæde sig over, at de fik placeret alt det opskårne træ i cirklen. Den er dog ikke alle steder oppe i 80 centimeters højde. I den kommende tid skærer Naturstyrelsens skovarbejder endnu mere træ op, og alle er velkomne til at placere træstykkerne, hvor der er ”huller” i cirklen.
Blandt de faste brugere af området er True Spejderne, der også går under navnet Skjoldhøj Gruppe. De mødte talstærkt op i lørdags og kommer også til at bruge den færdige egecirkel til hygge og historiefortælling.