
Når du kommer ind i blomsterværkstedet numero 46 på Langdalsvej, bliver du præsenteret for en lang række produkter, som Anette og Søren Skydt-Nielsen har håndplukket hos små italienske virksomheder. Her får du historien om deres møde med den lille familie-drevne virksomhed Saladini.
Anette og Søren elsker Italien. Hver sommer holder de ferie i Toscana-området og bor ofte på den samme gård nord for Firenze.
En sommer for ca. 15 år siden blev de foreslået at besøge den gamle middelalderlandsby Scarperia, der er kendt som “kniv-landsbyen”.
“Tilfældigt støder vi ind i nogle af folkene fra virksomheden Saladini, og vi falder i snak med dem,” fortæller Søren.
Det skulle blive starten på en lang relation mellem familien Skydt-Nielsen og familien Saladini.
Anette og Søren blev præsenteret for de mange forskellige knive, der alle er produceret på virksomhedens værksted i udkanten af Scarperia, og besluttede at købe nogle af dem med hjem.
“Når vi havde gæster, spurgte de ofte ind til knivene og spurgte nysgerrigt, hvor de kunne købe dem. Vi tilbød at købe dem med hjem, og det blev efterhånden til en ret lang indkøbsseddel,” fortæller Søren.
Næste gang de besøgte området, fik de mulighed for at besøge kniv-produktionen, og de brugte en time sammen med en af ejerne, der er fjerde generation i den 150 år gamle virksomhed.
“Vi blev fuldstændig grebet af den her lille virksomhed med bare otte ansatte. De laver alt på bestilling, og ikke en eneste kniv bliver sendt afsted, uden at et medlem af familien Saladini har godkendt den.”
Søren præsenterede sit ønske om at få lov til at sælge Saladinis produkter i Danmark og i resten af Skandinavien.
“Det lød interessant, sagde de og nævnte et voldsomt omsætningstal som deres krav til os. Jeg tænkte, at det ikke kunne lade sig gøre, men det lykkedes faktisk for os at nå målet i løbet af et par måneder.”

Og hermed blev familien Skydt-Nielsen virksomhedens skandinaviske forbindelse. I øvrigt sælger Saladini også de eksklusive knive i USA, Japan og mange andre lande.
“Vi besøger dem minimum en gang om året og er som regel altid en dag på fabrikken, hvorefter vi går ud og spiser og hygger os sammen,” fortæller han.
Adam Price banede vejen
Søren Skydt-Nielsen begyndte at tage fat i en række gourmet-folk og nogle af de mest eksklusive restauranter i Danmark

Blandt dem var tv-vært, madanmelder, restauratør m.m. Adam Price, som fik en kniv, så han kunne prøve den af. Og det endte med en bestilling på et større antal knive, fortæller Søren.
“Adam Price er en ret stor fan, og hvis du ser udsendelserne Spise med Price, står han ofte med en af vores knive,” fortæller han glad.
Kontakten til Adam Price blev startskuddet til en række aftaler med kendte restauranter rundt om i landet. Søren tog et par dage til København og besøgte dem én efter én. Og rygtet om Saladini-knivene spredte sig som ringe i vandet.
I dag kan Anette og Søren fremvise en imponerende liste over Michelin-restauranter, som alle benytter Saladini-knivene. Trestjernede Restaurant Jordnær, Formel B og Søllerød Kro, der også er på Michelin-listen, er nogle af kunderne. Det samme er Frederikshøj, Gastromé og Carlton i Aarhus. Senest tilkomne er Melsted Badehotel på Bornholm og Alouette i København.
“Vi har valgt kun at lade fire butikker i Danmark sælge Saladini-produkterne. De må meget gerne være hvermandseje, men de må bare ikke kunne købes overalt,” forklarer Søren.
Desuden kan Saladini-knivene naturligvis købes på familiens egne webshops, www.weloveItaly.dk og www.saladini.dk eller direkte i butikken Numero 46 på Langdalsvej, hvor de kan håndplukke de unikke knive.
“Det er sjovt at forhandle et produkt, der for 15 år siden var helt ukendt her i landet. Når folk besøger butikken tror jeg, at de falder for det særlige udtryk, knivene har. Og så er de rare og lette at holde ved,” siger han og fremhæver ligeledes, at knivene med vilje ikke har takker – dette sikrer, at man får et rent snit i sit kød og ikke flosser fibrene. Knivene er ligeledes nemme at holde skarpe, da de ikke har takker.
“Det er et fantastisk produkt, og jeg elsker at sælge det. Vi kan stå fuldstændig inde for det og giver livsvarig garanti til kunderne.”

Kender leverandørerne privat
Søren holder af at fortælle historien om Saladini-knivene som et eksempel på, hvordan han og Anette har håndplukket en række italienske produkter, som man nu kan finde på hylderne i Numero 46 i den gamle Dalsø Maskinfabrik i toppen af Langdalsvej.
De kender alle deres leverandører privat og besøger dem jævnligt, når de alligevel er i Italien.
Det gælder også kopperne fra keramik-værkstedet GiúinLab i Puglia-regionen. Her er familien Skydt-Nielsen også jævnligt forbi for at tjekke op på produkterne.
Et andet eksempel er forbindelsen til produktionen fra Andrea Brugi, som drives af Samina Langholz. Værkstedet ligger i Montemerano i det sydlige Toscana, hvor Søren og Anette har haft en andel af et byhus siden 2018.
Her producerer de bl.a. håndlavede skærebrætter, som Anette håndplukker og køber hjem til salg på webshops og i Numero 46.
Du kan se nærmere på de forskellige produkter på www.numero46.dk og besøge instagramprofilerne @saladini_denmark og @numero46.dk
Læs også:
Det dufter af blomster og Italien hos numero 46. Lørdag fejrer butikken fem år jubilæum



