
Kunne du overtales til at tage en tjans i bestyrelsen for Brabrand IF Gymnastik med ca. 1000 medlemmer? Til februar takker både forperson Janni Kikkenborg Rossel og sekretær Grith Christensen af, og foreningen leder med lys og lygte efter afløsere. Tirsdag eftermiddag kan du høre om, hvad arbejdet består i.
“Nu er det din tur til at træde til.”
Så direkte melder Brabrand IF Gymnastik ud, efter at afdelingen, der er en af de største i Brabrand IF, i lang tid uden held har forsøgt at finde nye personer til bestyrelsen.
Forperson Janni Kikkenborg Rossel og sekretær Grith Christensen har i lang tid inden forårets generalforsamlingen meddelt, at de stopper i bestyrelsen efter ca. 10 års frivilligt arbejde for foreningen.
Der er bare et problem: Ingen har tilsyneladende lyst til at overtage de to ledige pladser.
De har spurgt vidt og bredt og prikket folk på skuldrene uden held. Så nu prøver de at invitere til kaffemøde for at fortælle om, hvad det vil sige at være engageret i bestyrelsesarbejde.
“Mange ved det måske ikke, men ved at være tilmeldt et hold hos os, er du faktisk medlem af foreningen. Som medlem er du en vigtig del af fællesskabet. Det er netop fællesskabet, der får gymnastikken til at fungere. At vi alle bidrager, er også en værdifuld del af grunden til, at vi kan holde priserne så lave, som de er,” skriver de i et brev til de yngre medlemmers forældre.
Tirsdag kl. 16.30-17.30 inviterer de forældre og voksne medlemmer af Brabrand IF Gymnastik til kaffemøde i Brabrandhallens café, Café BIF, hvor de vil fortælle om arbejdet i bestyrelsen.
“Arbejdet i bestyrelsen er spændende og givende, og vi stopper ikke, fordi vi ikke har lyst mere, men fordi tiden er til, at vi skal noget andet,” skriver de to afgående bestyrelsesmedlemmer.
“Opgaverne spænder bredt fra at tale med medlemmer og kommunen, koordinere med skolerne, arrangere møder og lavet praktiske og strategiske tiltag for både instruktører og gymnaster,” fortæller de i invitationen.
De beskriver arbejdet som hyggeligt, lærerigt og meningsfuldt. Bestyrelsen holder møder cirka én gang i kvartalet, og mellem møderne har medlemmerne hver især opgaver, der kan løses i eget tempo – når det passer ind i ens hverdag.
“At være med i bestyrelsen betyder, at man i gennemsnit giver omkring to timer om ugen til fællesskabet,” sammenfatter de.
Tirsdag d. 11. november kl. 16.30: Kaffemøde i Café BIF i Brabrandhallen om bestyrelsesarbejde i Brabrand IF Gymnastik.
