I aften kl. 19-21 kan du i Gellerup Kirke opleve en koncert med Anne Odgård Kvartet. Anne Odgård er musiker og korleder i Gellerup Kirke. Ved koncerten præsenterer hun et udvalg af egne sange og med enkelte kor- og fællessange undervejs. Hendes melodier og tekster bevæger sig i feltet mellem salmer og sange med eksistentiel efterklang. Medvirkende: Jesper Bylling (bas), Rune Eyermann (trommer), Anne Odgård (vokal, flygelhorn) og Pojken Flensborg (piano).
I eftermiddag kl. 13-15 inviterer Gellerup Kirke ligeledes til sangeftermiddag i samvær med kirkemusiker Anne Odgård. Efterfølgende er der kaffe og hygge, hvor kirken inviterer til selskabelig leg og dyst om noget af det høsten byder på. Læs mere her.
I lørdags blev sportschef i fodboldklubben Vatanspor, Osman Eroglu, ramt af en blodprop i hjertet. Han har det efter omstændighederne godt, men det har været en voldsom oplevelse, som har sat mange tanker i gang, skriver han på Facebook. “Man tror altid, at sådan noget rammer andre, indtil man selv står midt i det. Pludselig bliver det meget tydeligt, hvor dyrebart livet er, og hvor meget menneskene omkring os betyder,” skriver han. “Nu skal jeg finde ro, hvile og langsomt samle kræfterne igen. Derfor vil jeg i den kommende tid være mindre aktiv og give mig selv den tid, jeg har brug for, sammen med min familie.”
I aften kl. 19-21 byder Gasværket på naturvidenskabeligt foredrag, hvor professor i kvantefysik Klaus Møller, Niels Bohr Instituttet, vil give en intro til kvantefysikkens verden, og fortælle om den nye ”kvanterevolution”, som udvikler teknologier der bygger på de mest paradoksale kvantefænomener. Hør om hvordan kvantecomputere virker og hvad de kan bruges til. I foredraget får du perspektiver for revolutionerende fremtidige teknologier som virker netop i kraft af atomare partiklers kvantefysiske opførsel.
Brabrands nyetablerede old boys-hold, der stiller op i landspokalturneringen for +32 år, tog mandag aften hul på turneringen med en kamp mod Hornslet. Her blev det en sejr til Brabrand på hele 8-0. Holdet består af tidligere divisionsspillere i Brabrand IF gennem mere end 10 år, og på holdkortet var spillere som Jesper Brinck, Lukas Enevoldsen, Frederik Poulsen, Simon Riis, Daniel Lundholm, Jacob Linnet og Lasse Tougaard Andersen. Holdet vandt i første runde uden kamp over Aarhus Fremad.
I Brabrand IF har petanque- og fodbold-afdelingen i et samarbejde afprøvet en helt ny metode til at fjerne ukrudt på anlægget. Metoden, hvor man damper ukrudtet væk med skum baseret på organisk materiale, er klimavenlig, men til gengæld dyrere end de klassiske løsninger. Nu afventer Brabrand IF et muligt økonomisk udspil fra Aarhus Kommune.
Jeppe Lund fra Brabrand Parkrun kunne lørdag fejre sin parkrun nummer 500. “Dermed er Jeppe blevet den blot 19. dansker i den eksklusive klub af mennesker, der har gennemført mindst 500 parkruns. På verdensplan tæller klubben nu 4.989 medlemmer,” skriver Brabrand Parkrun.
I forbindelse med et kontrolbesøg hos en tatovør i Brabrand traf betjente fra Østjyllands Politis Udlændingesektion mandag formiddag kl. 10.00 to colombianske mænd, hvoraf den ene af dem ikke kunne fremvise en gyldig arbejdstilladelse. Den 24-årige mand blev derfor sigtet for at have udført ulovligt arbejde i landet, inden han blev frihedsberøvet i medfør af hjemrejseloven og taget med på stationen til nærmere afhøring. Udlændingestyrelsen skal nu vurdere, om den 24-årige mand skal hjemsendes. Han må sidde frihedsberøvet i 3 x 24 timer, mens hans sag bliver vurderet af myndighederne.



