
I årevis har højhuset i Skovgårdsparken med 120 lejligheder set mere og mere forsømt ud. Bygningen fra 1967 har nærmet sig nedrivning – men nu har Brabrand Boligforening besluttet at undersøge, om det er muligt at renovere ejendommen. Det sker med støtte fra Realdanias Bevar Mere-pulje.
”Den er så skæv, at man kan se det med det blotte øje. Den er understøttet med jerndragere på hver etage for, at den ikke skal styrte sammen. Den burde rives ned!”
Sådan lød det i 2020 i byrådssalen fra Dansk Folkepartis Knud N. Mathiesen, da Aarhus Byråd diskuterede udviklingen i Skovgårdsparken.
Også hjemme i bydelen har man på beboermøder i mere end 10 år diskuteret en nedrivning af den otte etager høje ejendom, der gennem tiden har båret tilnavnet “højhuset”.
I løbet af de senere år har en lang række af lejlighederne i Skovgaardsparken været gennem en omfattende renovering. Men højhuset blev stående, som det var, mens man diskuterede ejendommens fremtid.
Renovering i 2030
Men nu er højhuset af Realdania udpeget som et af syv eksempel-byggerier i Bevar Mere-projektet, der handler om at skabe fremtidens boliger i de bygninger, vi allerede råder over.
I første omgang har Brabrand Boligforening modtaget 992.000 kr. i støtte fra Realdania til de indledende undersøgelser, der skal afgøre, om det rent faktisk er indsatsen og omkostningerne værd at arbejde hen imod en bevarelse af bygningen.
Men ifølge boligforeningens direktør, Kristian Würtz, gennemførte Brabrand Boligforening for flere år siden boreprøver i betonen, og her viste det sig, at boligblokkens grund-fundament er godt og solidt.
”Det siger sig selv, at projektet skal give mening, men det skal vi nu til at afsøge sammen med vores partnere i teamet, nemlig det rådgivende ingeniørfirma Artelia, Loop Architects, Aarhus Kommune samt Landsbyggefonden,” siger Kristian Würtz til Magasinet Beton.

Resultatet af de nærmere undersøgelser ventes klar i løbet af efteråret, og hvis man til den tid vurderer, at det er en god idé at fortsætte, vil selve renoveringen blive igangsat fra 2030.
130 boliger med fokus på fællesskab
Der har tidligere været meget kreative planer med højhuset. Blandt andet blev beboerne i 2019 præsenteret for planer om at rive blokken ned til soklen og derefter at opføre et 12-etagers højhus indrettet som “olle-kolle” for beboere over 55 år, skrev Skræppebladet.

Hvis boligforeningen havde besluttet at gå videre med planerne, ville betonen formentlig være endt som nedknust vejfyld.
Men i Brabrand Boligforening er der nu fuld fokus på muligheden for at bevare det en gang så stolte betonbyggeri.
Selv om altaner og svalegange nu udefra ser meget nedslidte ud, er Kristian Würtz i følge Magasinet Beton fuld af tro på, at det vil lykkes at skabe en moderne udgave af højhuset i Skovgaardsparken.
Ud over en arkitektonisk ansigtsløftning er det planen at skabe 130 tidssvarende boliger med fokus på fællesskaber.
De øvrige projekter i Bevar Mere-projektet omfatter bl.a. et nedlagt sygehus, et forladt rådhuskompleks og en nedlagt fabrik til bygninger, der allerede i dag rummer boliger, men som trænger til en kærlig hånd.
Bag Bevar Mere står ud over Realdania også Grundejernes Investeringsfond, Landsbyggefonden og Dreyers Fond, der i alt bidrager med cirka 45 millioner kroner.



