
Naturen er flyttet ind på Gasværket. Strand, vand, skov og grøftekanter. Fortolkninger af naturen og oplevelser i den formidlet gennem akvarel, maleri, glaskunst, grafik, tegning, foto og installation. Kunstudstillingen ”Over Havet – Under Havet” kan ses hver dag i påsken kl. 12-16.
”Det går lige i hjertet.”
En dame går hen til grafiker Joe Ingvartsen, som står ved sin installation bestående af gipsfliser, der illustrerer en uberørt skov. Nogle af fliserne er hængt op på væggen i hel eller knækket tilstand, mens andre ligger i stumper på gulvet nedenunder.
Værket er Joe Ingvartsens kommentar til den måde, vi behandler naturen på.
Mens han står der, kommer flere besøgende hen og taler med ham. Om kunstværket og hans arbejde med det. Og om hvad det er, der sker med vores natur.
Den årlige påskeudstilling har i år temaet ”Over Havet – Under Havet”, hvor de syv kunstnere Joe Ingvartsen, Annie Hjorth, Telle Stolberg, Inge Marie Kristensen, Rasmus Klitgaard, Sissel Pedersen og Randi Schmidt hver for sig forholder sig til naturen og klimaforandringerne.
De blev alle udvalgt af publikum på Kulturugeudstillingen i 2021 til at arrangere dette års påskeudstilling.
Onsdag eftermiddag var der fernisering, hvor familie, venner og lokalområdets kunst-interesserede mødte op for at se og høre om udstillingen.
Udstillingen blev åbnet med nogle lidt triste billeder af død havbund og brunmeleret plumrevand fra Aarhusbugten. De blev præsenteret af Dorthe Birkmose, som er medlem af landsforeningen Levende Hav.
Hun holdt foredrag om den triste situation i bugten, hvor dyre- og fiskelivet får det stadig sværere, i takt med at livsbetingelserne bliver forringet over og under vandet.
”Sådan ser der desværre ud rigtig mange steder i Danmark,” lød Dorthe Birkmoses lidt triste konklusion.
Men kunstudstillingen – den er bestemt ikke trist. Her er både interessante klassiske malerier og akvareller og mere utraditionelle kunstværker. Blandt andet viser glaskunstner Annie Hjorth, hvordan glassets lyseffekter kan forstærke oplevelsen af naturens egne materialer som sten og tang. Og så har Sissel E. Pedersen fra Jydsk Grafisk Værksted sine helt egne kunstneriske fortolkning af livet i havet.
Et foto af en gople er blevet bearbejdet på talrige måder, og det er endt med ni forskellige fortolkninger i alt fra fotogravure til træsnit og kobberætsning.

Masser af gopler – og en enkelt lygtefisk
Men ikke nok med det: Bag forhænget til Gasværkets scene har hun skabt sin helt egen installation: Talrige vandmænd og andre af havets bløddyr har hun genskabt i et udtryk, der lyser op, når man lyser på dem med nogle særlige lommelygter, der ligger ved indgangen.
Med en særlig blanding af fluorescerende farvepigment som pulver og gennemsigtig tryksværte har hun skabt en effekt, som kun grafikere kan gøre det. Og oplevelsen er enestående: Du oplever nærmest at gå rundt under havet og opdage det ene farvestrålende havdyr efter det andet.
”Der er hovedsagelig forskellige vandmænd og gopler. Men så er der også en lygtefisk, der var så charmerende, at jeg var nødt til at have den med. Den består nærmest kun af tænder. Det er da fantastisk,” forklarede Sissel E. Pedersen.
Hun leverer også i udstillingens katalog et originalt indfald: Hvor de fleste har fastsat priser på deres kunstværker, beder hun i stedet folk om at afregne i et antal indsamlede sække affald fra naturen.
”Man kan bare sende mig fotodokumentation, så forærer jeg billederne væk. Jeg vil super gerne ha´ nogle billeder af folk, der har samlet affald i naturen. Man kan sige, at jeg donerer dem til naturen. Det er bedre, end at de ligger hjemme i min skuffe.”
Du kan se udstillingen ”Over Havet – Under Havet” hver dag i påsken frem til og med d. 18. april i tidsrummet kl. 12-16. I samme tidsrum har Galleri Victor´s også åbent.