På Hougårdsvej bor en af de familier, som i årevis har haft Brabrand IF med som en stor del af hverdagen. Masser af træning hele ugen igennem og weekender med familiehygge omkring kampe på både håndbold- og fodboldbanen. Familien Frost Brockelmann fortæller her om en dagligdag, hvor idrætsforeningen fylder en masse.
Livet i og omkring idrætsforeningen fylder især en masse for Lars Frost, som i en årrække både har været træner for 11-årige Alfreds fodboldhold og 15-årige Karlas håndboldhold – samtidig med at han på det seneste også har involveret sig i arbejdsgruppen omkring en udvidelse af idrætsanlægget på Engdalsvej.
Selvom Sara Brockelmann ikke på samme måde har været involveret i aktiviteterne på banen, føler hun lige så stærkt, at Brabrand IF er en del af familiens liv og sjæl.
Som trofast tilskuer – og popcornsælger, speaker og sponsor når der har været brug for det – føler hun sig i lige så høj grad som en del af det lokale idræts-fællesskab.
“Jeg har aldrig selv været en del af det, en idrætsforening kan. Men jeg er super draget af det med fælleskaber og nyder at være en del af det. Det har altid været fedt med søndagslivet i hallen. Det, der tiltrækker mig, er det sociale – fælleskabet. Det er også det, der driver min butik i Hovedgaden,” fortæller Sara Brockelmann, som i Brabrand er kendt som drivkraften bag Genuina Garn & Håndværk.
Når det blå hjerte banker så kraftigt, som det gør i familien Frost Brockelmann, så kan et klubskifte være en ganske svær omgang. Og det har bestemt ikke været let for de to forældre, at Karla på 15 som noget ganske nyt har valgt at skifte til AGF.
Det var hendes egen beslutning. Hun elsker håndbold, men følte, at hun havde brug for nye udfordringer. I Brabrand har hun savnet at spille op til holdkammerater, der er lidt ældre, end hun selv er. I AGF er årgangen ældre i højere grad repræsenteret på holdet, der bl.a. trænes af den tidligere landsholdsspiller Jesper Nøddesbo.
Nu skulle det være – og AGF blev valgt, fordi det var forholdvis tæt på hjemmet i Brabrand, og niveauet er en tand højere, end hun var vant til. I hvertfald er hun glad for sit skifte:
“Det er meget anderledes – men også sjovt. Jeg havde hørt ret meget godt om deres træning, og jeg er virkelig glad for at jeg skiftede, selvom det var en svær beslutning, og jeg savner det gamle hold i hverdagen,” siger Karla, som dog fortsætter som ung-træner for Brabrands u9-piger – og hun møder også stadig op og ser sit “gamle” holds kampe.
Måske spillede det også en smule ind, at hun trængte til, at træneren ikke længere var hendes egen far.
“Jeg kunne godt blive lidt sur på min far på håndboldbanen. På den måde er det lidt nemmere nu,” siger Karla, mens Lars vender den rundt med et stort grin:
“Jeg glæder mig til, at du tør råbe på samme måde efter Jesper Nøddesbo, som du har gjort efter mig!”
“Det har været fantastisk”
For de to forældre har klubskiftet været svært. Helt vildt svært, faktisk. De forsøger begge at sætte ord på deres følelser omkring det:
“Det er svært, fordi det hold har været så stor en del af vores allesammens liv. Det har været et fællesskab, man så ikke længere er en del af på samme måde,” forklarer Sara.
“Jeg tror, skiftet har påvirket os på forskellige måder. Lars fortsætter med at være tilknyttet holdet i et eller andet omfang, som fortsat er lidt svært at definere. For mig er det mere et clean cut – ikke af lyst, men fordi jeg jo ikke rigtig har en rolle at spille omkring holdet mere. Nu kører jeg i stedet Karla til AGF og venter på hende derinde, til hun er færdig med sin træning.”
Lars tilføjer, at der som træner for sin datter også er andre følelser med i billedet. Da han selv i sin tid spillede håndbold i Skanderborg, var Brabrand på ungdomssiden den store klub i Østjylland. I nogle år har det knebet at leve helt op til det ry – men han lægger ikke skjul på, at han da også drømmer om, at håndbold i Brabrand bliver stort igen.
Det er blandt andet derfor, han er gået ind i arbejdet for at få udviklet de fysiske rammer for idrætten i Brabrand.
Han trådte til som træner for håndboldholdet, da holdet blev samlet for otte år siden, og Karla blev interesseret i at være med. Hun syntes, det var sjovt, men samtidig var det en smule utrygt at løbe ind på banen – så det var naturligt for far Lars at løbe med ind. Og så blev han hurtigt en del af trænerteamet.
“Det har været fantastisk. Jeg føler, at jeg kender alle de piger, der har været en del af holdet. Det har givet et unikt indblik i deres liv at have fået lov til at være med på sidelinjen,” siger han.
“Og jeg vil fortsat gerne være en del af holdet. Det er jo mit sociale fælleskab.”
Altid fodbolden med i hallen
Det er næsten den samme historie om, hvordan han også blev træner for Alfreds fodboldhold, da han som seks-årig begyndte at spille på banerne ved Brabrandhallen.
11-årige Alfred synes stadig, det er hyggeligt, og “ ret fedt”, at hans far er træner for holdet. Det giver mulighed for at få en snak hjemme ved spisebordet om, hvilke træningsøvelser, der er sjove, og hvilke der godt kunne udelades.
Alfred oplever dog, at Lars godt kan være en hård dommer, når der spilles kamp. Her bliver der ikke givet nogen familie-fordele.
Han er som regel også med i Brabrandhallen, når familien har været samlet for at se en håndboldkamp. Men han har altid en fodbold med og er som regel en tur ude på kunstgræsbanen og spille med kammeraterne.
Serie 2-holdet der blev ren kult
Netop søndagene i Brabrandhallen fremhæver Sara som en stor del af familiens fællesskab. Her har de engageret fulgt kampene på banen, men også hygget og snakket med mange af de andre familier.
“Det har været fantastisk, at vi har kunnet være sammen om det – og derfor er det også så svært at finde vores ben lige nu. Jeg savner det helt vildt. Men der er trods alt det positive ved Karlas skifte, – at nu kan Lars og jeg ta´ ud og se en kamp sammen,” smiler hun.
Gennem de senere år har Lars fast været fem-seks gange om ugen i hallen og på fodboldbanerne til træning og kampe. Dertil kom møderne i haludvalget.
“Det har været en vigtig prioritet for mig. Jeg var lige hjemme og skifte tøj og så afsted igen. Og jeg har altid glædet mig til at komme hen i hallen.”
På det seneste bliver et helt nyt kapitel skrevet om Lars´ engagement i Brabrand IF – nemlig som håndboldspiller på det serie 2-hold, en gruppe trænere en sen aften til trænerfesten besluttede sig for at starte.
Det hold er nærmest blevet ren kult i Brabrand IF Håndbold, og der er stor tilskuertilstrømning, når der spilles hjemmekampe i Brabrandhallen.
“Det er næsten umuligt at få en parkeringsplads ved hallen, når de spiller. Og der er virkelig fin stemning på tilskuerpladserne. Sidste gang mødte u13-drengene op med trommer, da de spillede med,” fortæller Sara.
Så Brabrand IF fortsætter med at være tæt vævet ind i familien Frost Brockelmanns liv – også efter at AGF nu kræver en del af opmærksomheden.
