
Det kan komme til os alle uanset baggrund – fortvivlelsen over ikke at kunne hjælpe sit barn, som tydeligvis ikke trives. Men med Åben Forældrerådgivning er hjælpen nær. Du kan i Skovgårdsparken og i Toveshøj tage direkte kontakt til erfarne folk fra den pædagogiske verden, som er klar til at hjælpe dig.
“Vi føler, at vi på mange måder er blevet en livline for familierne. Og vi er klar til at fortsætte, til problemet er løst.”
Ordene kommer fra Inger Thyrre Sørensen. Hun kunne sagtens sidde og nyde sin pension derhjemme. Men her, sidst på eftermiddagen er hun dukket op i Skovgårdsparkens beboerlokale for at tilbyde sin hjælp til – ja, de familier som dukker uanmeldt op. Fordi de ikke ser anden udvej.
Åben Forældrerådgivning hedder tilbuddet, som hun driver sammen med andre erfarne fagfolk. Alle med en pædagogisk baggrund, som ved hvor skoen trykker i mange familier.
Åben Forældrerådgivning er et gratis og anonymt tilbud til forældre, der oplever, at deres barn ikke trives i hjemmet, i skolen eller dagtilbuddet. Rådgivningen bygger på en pædagogisk tilgang baseret på tillid og tryghed.
De frivillige tilbyder at være bisiddere og brobyggere til skoler, klubber, dagtilbud, PPR, eller hvad der nu er brug for.

Måske er forældrene allerede en del af det eksisterende rådgivnings- og hjælpesystem. Måske har de bare rakt ud til Inger Thyrre Sørensen, fordi det virkede overskueligt at tage kontakt i beboerhuset i Toveshøj eller i Skovgårdsparken.
Godt samarbejde med de boligsociale medarbejdere
Åben Forældrerådgivning har også kontor hos Sager der Samler i midtbyen, hvor familier fra Højbjerg, Riisskov og andre dele af Aarhus dukker op. Men sidste år henvendte de sig i Brabrand for at tilbyde deres hjælp til familier i boligområder som Gellerup, Toveshøj og Skovgårdsparken.
De dukker op i de lokale beboerhuse, men er også klar til at besøge familierne derhjemme, hvis de ønsker det.
“Vi har et rigtig godt samarbejde med de boligsociale medarbejdere. De medarbejdere er fantastiske at arbejde sammen med. De kender familierne og mulighederne i lokalområdet. Og vi mener jo, at det er i børns hverdagsliv, at tingene skal løses,” siger Inger Thyrre Sørensen.
“Jeg holder at arbejde i de her boligområder. Jeg føler, at vi ofte ret hurtigt får rykket på noget, lavet en handleplan og skabt ro om problemerne.”
At bygge bro
Hun har en pædagogisk baggrund, har været chef og drevet eget konsulentfirma, som tilbød pædagogisk rådgivning skoler og i daginstitutioner. Undervejs har hun bl.a. arbejdet som frivillig for Børns Vilkår.
Selvom hun har rundet de 70, er engagementet stadig stort, når det gælder børn og unge, som mistrives. Hun var med til at danne Trivselsalliancen for børn og unge, der blev dannet for at styrke samarbejdet mellem fagfolk, organisationer og engagerede borgere. Siden blev Åben Forældrerådgivning stiftet.
Hun kender systemet indefra og kan se, hvor pressede socialrådgivere, lærere og pædagoger og andre hjælpesystemer er. Der er ventelister og sager bliver lukket ned, selvom barnet stadig har det skidt. Nogle af de sager går videre til Åben Forældrerådgivning.
“Vi er der for at støtte familien, børnene og de unge. Vi kan godt li´ at arbejde konkret og har øjnene rettet mod det, der kan virke for netop dette barn. Vi tager afsæt i, hvilke tanker, forældre har. Hvad de er bekymrede for eller kede af. Og så fungerer vi som brobyggere,” forklarer Inger Thyrre Sørensen.
Hun understreger, at Åben Forældrerådgivning deltager i møder på skolen, familieafdelingen eller daginstitutionen. Men det er vigtigt, at møderne ikke kun handler om at afdække problemerne – men også om at få lavet en handleplan.
Og her bliver Åben Forældrerådgivning godt modtaget af skoler institutioner og familieafdelingen, som også har et ønske om, at udfordringerne bliver løst i samarbejde med forældrene.
Underretninger skaber ofte en følelse af afmagt
Er du fra kommunen?
Spørgsmålet er af og til det første, forældre stiller. Inger Thyrre Sørensen er klar over, at der i nogle familier kan være en betydelig mistillid og følelse af afmagt over for myndighederne. Især hvis man for eksempel har modtaget en underretning fra kommunen om problemer i familien.
“Når de kommer til os, sidder de ofte med en afmagtsfølelse. Så er vores vigtigste opgave i første omgang at få opbygget en tillid til, at vi er på deres side, og at de ikke behøver at være bange for, hvor de har os,” forklarer hun.
“Vi forklarer dem, hvordan processerne typisk er, og at vi vil hjælpe dem med, at deres stemmer kan blive hørt.”
Som nævnt går de gerne med til et møde med socialrådgiveren eller institutionen, hvor vi ser vores opgave som at skabe en gensidig tillid – et VI om at løse problemerne.
Åben Forældrerådgivning i Aarhus har nu samlet i alt 10 rådgivere, som fordeler sagerne imellem sig. Halvdelen er pensionerede, mens de øvrige stadig er på arbejdsmarkedet.
Inger Thyrre Sørensen har selv lige nu 15 igangværende sager, som hun løbende følger op på. Nogle er på det nærmeste løst efter første besøg, mens de fleste kan strække sig over en længere periode, før der er en bedring i sigte.
Du kan møde Inger Thyrre Sørensen og andre af de frivillige i Åben Forældrerådgivning d. 18. februar, 18. marts og 15. april kl. 17.00-18.30 i beboerhuset på Sigridsvej 11A i Skovgårdsparken – eller d. 27. marts og 24. april kl. 10-12 i Laden, Edwin Rahrs Vej 6B.
