Om få uger går maskiner i gang med at fælde store mængder træer i Skjoldhøjkilen i den nordlige del af Brabrand-området. Aarhus Kommune står for arbejdet, der har som mål er at gøre naturområdet endnu mere tilgængeligt og interessant at færdes i.
Her i foråret er det præcis 10 år siden, at hele tre rådmænd klippede snoren over til et nyudviklet naturområde på den nordlige side af Toveshøj, og som strækker sig vest på og undervejs bliver til True Skov.
I de 10 år er Skjoldhøjkilen blevet taget i brug af mange borgere, som cykler, løber og går i området eller tager på udflugter til de mange små søer, legepladser og picnichuse i området.
Men i løbet af årene er store dele af området groet til og er blevet ufremkommeligt – og det skal der nu gøres noget ved. Desuden er udtynding nødvendig, for at skoven kan udvikle sig, som den skal.
”Vi tynder ud og fjerner nok hvert fjerde træ, for at de øvrige træer kan få plads og luft til at vokse sig større”, forklarer Nicolas Jespersen, som er skov- og landskabsingeniørelev hos Aarhus Kommune og står i spidsen for forandringerne i naturområdet.
Udtynding skaber nye naturoplevelser
Udviklingsprojektet ”True Skov for alle” blev for få uger siden afsluttet med et katalog fyldt med muligheder for at gøre det langstrakte naturområde endnu mere attraktivt for både beboerne i Brabrand og i hele Aarhus.
Mange af ideerne kræver betydelige investeringer. Men en del kan gøres her og nu – og Aarhus Kommune har valgt straks at give store dele af Skjoldhøjkilen, hvor kommunen selv ejer jorden, en ordentlig overhaling.
Mange steder er træerne vokset helt ud over stierne og har gjort det svært – og for nogle måske også utrygt – at færdes der. Det skal der nu gøres noget ved. Udtyndingen vil desuden skabe helt nye naturoplevelser mange steder, hvor der bliver åbnet op og skabt et anderledes kig ud over området.
Det gælder eksempelvis i den del af Skjoldhøjkilen, der ligger tæt på Grimhøjvej. Her bliver en hel høj ryddet, og der bliver skabt et flot udkig ud over området.
”Der er et virkelig fedt udsigtspunkt, der nu for alvor vil komme til sin ret, når vi fjerner bevoksning dér. Der er også nogle rigtig flotte egetræer, der nu får mere plads til at udvikle sig og få fuld krone”, siger Nicolas Jespersen.
Desuden er det planen, at de mange søer i området skal blive endnu mere interessante at færdes omkring. Nogle steder lukker lindetræerne sig næsten om søerne, men også her skal der fældes og åbnes for indkig.
Voldbækken bliver mere synlig
Også Voldbækken, der løber gennem området, vil blive mere synlig, ved at man fjerner bevoksning omkring den.
”I området ligger der desuden et hengemt amfi-teater. Det er i øjeblikket ikke særlig synligt. Jeg tror faktisk ikke, ret mange ved, at det findes. Det er helt overgroet med græs, men vil få et løft nu, og det er også på tegnebrættet at få anlagt en shelter der.”
I Skjoldhøjkilen ligger der fire-fem såkaldte madpakkehuse, hvoraf flere er ødelagt af hærværk. Planen er at nedlægge et enkelt af dem og renovere de øvrige. Aarhus Kommune vil herefter overtage vedligeholdelsen af dem.
Som en del af udviklingsarbejdet bliver der også en langt mere synlig skiltning, så det bliver lettere at finde rundt i området.
Spor af arbejdet slettes hurtigt
Det grove maskinarbejde i Skjoldhøjkilen ventes at tage tre-fire uger. Nicolas Jespersen gør opmærksom på, at sporene efter maskinerne kan se voldsomme ud, men at skader på grusstier, mountainbikespor alle bliver udbedret, når de store maskiner er væk.
”Der går højst en enkelt vækstsæson, så vil de fleste spor af arbejdet være forsvundet, og man kan nyde et naturområde, der er blevet mere åbent og inviterende. En masse nye vedplanter vil begynde at indtage de nye lyskiler og begynde deres kamp om pladsen”, siger Nicolas Jespersen.
Læs også:
Store planer: True Skov kan blive mere attraktiv end Marselisborgskoven