Tag dine hovedtelefoner på, tryk ”play” og gå ud på opdagelse i Gellerup! Lad dig guide af stemmen i dine ører. Så let kan det være at få en helt ny oplevelse ved at gå turen fra Gellerup Bibliotek til Bazar Vest. Turen varer 35 minutter.
”Velkommen til Lyden af Gellerup. En rejse i lyd og rum fra Gellerup Bibliotek til Bazar Vest. Du vil blive guidet hele vejen, og du vil undervejs høre lyde fra området og fortællinger fra lokale beboere. Du skal ikke bruge din telefon undervejs, så læg den bare i lommen.”
Så har den rolige mandsstemme sat dig i gang, og du kan lade dig lede op ad bakken gennem et Gellerup under forandring – men med et pust af den historie, der knytter sig til området.
Det er fire kandidatstuderende fra Oplevelsesøkonomi på Aarhus Universitet, Tina Thorup Aaen, Sonja Kjeldsmark, Morten Falborg Nordström og Michael Lund Pedersen, der har udviklet Lyden af Gellerup. For det er netop det, de kan: De kan udvikle nye løsninger, der opfylder nogle behov. De kan skabe helt nye former for oplevelser.
Derfor blev de studerende fra Oplevelsesøkonomi af Gellerup Bibliotek i starten af året hyret ind til at være med til at udvikle nye løsninger for biblioteket, der snart bliver en del af det kommende Sports og Kultur Campus og er i gang med at se sig om efter nye måder at være bibliotek på.
Præsenteret på designmesse
De studerende fra Oplevelsesøkonomi præsenterede d. 7. maj på en designmesse på Dokk1 en række bud på, hvordan fremtidens bibliotek kan se ud. Læs mere om de ni projekter her. Lyden af Gellerup var et af de projekter. Forleden blev den 35 minutter lange lydoplevelse så frigivet, så alle kan prøve den af.
Man medbringer sin telefon med adgang til internettet og et par hovedtelefoner. Stil dig foran receptionen på Gellerup Bibliotek, gå ind på hjemmesiden Lyden af Gellerup og klik ”play” – og du er i gang.
”Hele vandringen foregår i et roligt tempo. Man bør faktisk slentre lidt. Undervejs vil man høre forskellige lyde fra området, men også fortællinger fra folk, der bor her,” forklarer en af de fire udviklere, Sonja Kjeldsmark.
Mulighed for at overtage projektet
De er blandt andet inspireret af en lydvandring i og omkring Dokk1 samt af de såkaldte podwalks, hvor man bliver ledt rundt i et område. For eksempel ”Tryk play for mord”, som DR udgav sidste år.
Lyden af Gellerup er tænkt som en indgang til området. Man får ikke alt at vide, men bliver måske inspireret til at lære lokalområdet bedre at kende.
Det har taget de fire studerende cirka fire måneder at idéudvikle og producere Lyden af Gellerup. Turen er skabt via indsamlet rålyd i bidder, såkaldte sound scapes, der så er redigeret sammen til en helhed.
Lyd-turen vil fremover ligge tilgængelig for alle på hjemmesiden. Og de fire efterlyser allerede nu personer, som har lyst til at overtage og udvikle projektet. De skal nemlig videre på studiet – og i gang med at skabe nye oplevelser for andre mennesker.