Et farligt misbrug breder sig i øjeblikket blandt unge helt ned til 14 år. Lokalpolitiet og lokale klubber melder om et kraftigt stigende problem med tramadol- og dolol-piller, der er stærkt vanedannende og kan give voldsomme kramper og hjertestop.
De er nemme at få fat på, er forholdsvis billige – og så virker de umiddelbart ret harmløse.
Morfin-præparaterne tramadol og dolol er især i de seneste måneder blevet et stort hit blandt unge helt ned til 14 år. Man bliver afslappet, euforisk og opstemt. Men under overfladen lurer en alvorlig risiko: Pillerne er stærkt afhængigheds-skabende, og det kan få alvorlige konsekvenser.
I rusmiddelteamet i Ungecentret på Skanderborgvej kender de til konsekvenserne:
”Det er morfin-præparater, der er vejrtrækningshæmmende. Hvis man tager for meget, sætter man vejrtrækningen i stå. Så får man hjertestop, og så dør man.
Så det er alvorligt det her. Meget alvorligt. Som rusmiddelbehandler og som menneske er jeg dybt bekymret over den her udvikling.”
Det sagde rusmiddelbehandler Christian Bang Jensen tirsdag aften, da det nye misbrugsproblem blandt unge var på dagsordenen på Samvirket i Gellerup og Toveshøj.
Her kunne såvel Lokalpolitiet i Aarhus Vest som de lokale ungdomsklubber i Toveshøj og Gellerup fortælle om et stærkt stigende misbrug blandt unge helt ned til 14 år. På kort tid er tramadol og dolol blevet voldsomt populært i aldersgruppen, hvor det vurderes, at stort set alle kender til pillerne.
Det er til gengæld uvist, hvor mange der faktisk indtager dem. Blandt klubbernes personale lød et bud på cirka 10 procent, mens det blandt tilhørerne blev vurderet, at andelen i realiteten er noget højere.
Handles via Snapchat
”Dolol og tramadol er blevet et stort problem herude. Vi finder det hos rigtig mange unge mennesker. Vi er nødt til at tale om, hvor farligt det er,” sagde leder af Lokalpolitiet i Aarhus Vest, Klaus Hvegholm Møller.
Han fortalte om en hændelse, hvor en ung mand fik hjertestop efter indtagelse af flere tramadol-tabletter. Under genoplivningen kom den unge mands søster til, og da hun hørte, at det var tramadol-tabletter, han havde indtaget lød hendes spontane kommentar:
”Ikke andet?”
”Det viser, at man ikke har forstået faren ved de her stoffer. Det er et meget farligt misbrug, der er svært at komme ud af igen. Vi skal fortælle de unge, hvor farligt, det her er,” sagde politikommissæren.
Pillerne handles blandt de unge og er tilsyneladende billige og nemme at få fat på, blandt andet via profiler på Snapchat. Klaus Hvegholm Møller vurderer, at de hentes illegalt ind i landet fra andre dele af Europa, hvor de sælges som medicin.
Virker som morfin
Tramadol og dolol hører til blandt de såkaldte opioider. Det er lægemidler, der har smertestillende effekt på grund af deres binding til såkaldte opioid-receptorer, der findes i centralnervesystemet. Når stoffet sætter sig på disse receptorer, opnås en smertestillende effekt.
Problemet er, at de også påvirker hjernens belønningssystem og fører til trang, kontroltab og afhængighed. Opioider bruges nu i stor stil som narkotika. I USA er opioider nu den mest hyppige dødsårsag.
”Tramadol er et syntetisk opioid. Det er lavet i et laboratorium og virker lidt som morfin. Man troede ikke, at tramadol var afhængigheds-skabende. Men det skal jeg love for, at det er,” sagde rusmiddelbehandler Christian Bang Jensen.
Han forklarede, at kroppen vænner sig til pillerne, og så kræver det en stadig kraftigere dosis for at få den ønskede effekt. Og pludselig tager man en overdosis.
Christian Bang Jensen opfordrede forældrene til at være opmærksomme på forandringer i øjnene hos sønnen eller datteren: Mens man får store pupiller af druk og kokain, giver opioider meget små nålestikkende pupiller.
”Som forældre har I en vigtig rolle: Vær nysgerrige på jeres unges liv. Spørg dem om deres kendskab til de her piller. Spørg om de har prøvet dem. I må ikke gå i panik, men spørg dem hvad der sker,” lød hans opfordring.