Mere end tre år skulle der gå, fra AP Pension vandt retten til at bygge boliger på den trekantede grund ved Hejredalsvej, hvor Hejredalskollegiet lå. Men onsdag blev det første spadestik taget til 75 nye svanemærkede rækkehuse, der ventes at stå færdige i december 2024.
”Det her er en dag, jeg har længtes meget efter. Jeg ved godt, at naboerne har gået og kigget og sagt til hinanden: ”Hvorfor sker der ikke snart noget?” Men jeg kan love, at vi nu nok skal komme ud over stepperne.”
Det sagde administrerende direktør Peter Olsson, AP Ejendomme, inden han sammen med borgmester Jacob Bundsgaard og teknisk direktør hos totalentreprenøren 5E Byg, Torben Nielsen, 5E Byg, tog det første spadestik i den regnvåde jord.
Grunden, hvor Hejredalskollegiet tidligere lå, er karakteriseret ved sin trekantede facon, og rækkehusbebyggelsen, der er er tegnet af Arkitema, disponeres i tre trekantede klynger. Derfor har det fået navnet Trekanten.
Rækkehusene bliver på to forskellige størrelser på cirka 90 og 115 kvadratmeter fordelt på henholdsvis to og tre etager med fire og fem værelser.
”Det er nogen tid siden, vi vandt udbuddet. Det var vi super glade for, men det er svære tider, så selve byggeopgaven har været rundt på en del skriveborde, inden vi kunne få enderne til at nå sammen, så vi kan lave noget, almindelige mennesker har råd til at bo i,” sagde Peter Olsson.
Byggeri i respekt for området og beboerne
Han glæder sig over, at AP Ejendomme hermed får en lille andel i udviklingen af Gellerupparken:
”Med 75 boliger er det ikke et kæmpeprojekt. Men det er et særligt byggeri, der kan få stor betydning. Det har været spændende at følge omdannelsen af den her bydel. Vi vil rigtig gerne være med i decideret byudvikling, så det ikke bare bliver enkeltstående projekter. Det synes jeg er mega fedt.”
I Vollsmose ved Odense er AP Ejendomme udvalgt til at være den stor private aktør i omdannelsen. I Gellerup får virksomheden dog en mindre rolle – men til gengæld bliver Trekanten det første byggeri af sin art.
”Det er vigtigt for os, at vi bygger med respekt for det Gellerup, der stadig er her, og for beboerne, hvoraf mange har boet her hele deres liv. De skal også kunne se sig selv i det, der nu kommer – på trods af alle de forandringer, der nu er i gang.”
Peter Olsson forventer, at det bliver et byggeri med stor diversitet og en meget blandet beboersammensætning.
”Vi byger altid mest muligt miljørigtigt, vi mangler ofte den sociale dimension. Og det får vi mulighed for at bidrage til her. Det er måske det allersværeste at bidrage til byudvikling, hvor vi forener det bæredygtige og det sociale. Det kan vi kun gøre ved at spille sammen med de andre aktører her i området. Den rejse glæder vi os meget til.”
Alle byggematerialer screenet for giftstoffer
AP Ejendomme har besluttet, at deres nybyggerier skal være svanemærkede, og derfor var markedschef Henrik Hougaard, Svanemærket, også til stede ved arrangementet ved Hejredalsvej:
”Når vi taler om certificeret bæredygtigt byggeri, er det stadig noget nyt inden for byggebranchen, at man er så konsekvente som AP Pension. Men det er det, der for alvor flytter noget,” sagde Henrik Hougaard.
”Og hvad betyder det så for byggeriet? Det betyder, at de borgere, der flytter ind, kan være helt sikre på, at alle materialer er blevet screenet for alle former for toxitet. Det er alle de stoffer, der skader os. Men det er samtidig lige så vigtigt for dem, der går på arbejdspladsen.”
Fortællingen om en bydel i forandring
Borgmester Jacob Bundsgaard glædede sig over det kommende nybyggeri, som han vurderer, vil være med til at binde Gellerupparken fint sammen med villakvarteret Beringsminde på den anden side af Hejredalsvej.
”Det skriver sig samtidig ind i fortællingen om en bydel i forandring, og hvor rigtig meget i de kommende år kommer til at se anderledes ud. Vi foretager nogle store greb for at udvikle det her byområde, og vi er glade for at have nogle private udviklere og investorer med på rejsen til at skabe gode boliger, den almindelige århusianer kan flytte ind i,” sagde Jacob Bundsgaard.
”Det er altså ikke kun jubel-optimister, der tror, at det her kan lykkes. Der er også folk med hånden på kogepladen og midler på spil, der tror på det. Med en fælles indsats vil vi lykkes med at skabe en bedre bydel,” sagde Jacob Bundsgaard.
Læs også: