150 slags krydderier og madkulturer fra alverdens lande. I 23 år har Kilic Marked i Bazar Vest givet både danskere og nytilkomne smag for at prøve noget nyt i køkkenet. I dag er Kilic Marked en blomstrende forretning med eget risteri, pakkeri og eksport til syv lande.
”Glædelig jul og godt nytår”, hilser Kilic Marked i øjeblikket fra toppen af byens bybusser. Efter 23 år i Bazar Vest er Kilic blevet en integreret del af bylivet i Aarhus. Familier fra alle kulturer kører jævnligt til bazaren i Brabrand for at købe linser, bønner, oliven og alt hvad der ellers hører sig til i en multikulturel husholdning.
Gennem de 23 år er Kilic Marked blevet en kulturel smeltedigel, hvor fødevarer fra hele verden står side om side, og folk fra alle kulturer kan finde, hvad de skal bruge for at lave netop deres livretter.
Da Kilic i 1996 åbnede i Bazar Vest, bestod sortimentet hovedsagelig af produkter fra Tyrkiet. Men siden er butikken blevet eksponent for den udvikling, forskellige madkulturer har gennemgået i Danmark.
”I dag er andelen af tyrkiske varer i butikken kun ca. 25%. De fleste varer er danske eller fra andre steder i verden. Og det svarer også fint til fordelingen af kunder, hvor omkring 70% har dansk oprindelse,” siger Mustafa Demirezen, som gennem alle årene har udviklet butikken i Bazar Vest i tæt samspil med Mustafa Kilic.
Syltede pickles – sukker eller salt
Han glæder sig over, at kunder fra hele landet ofte kommer forbi bazaren, når de alligevel er i Aarhus. Her kan de få nogle af de varer, der kan være svære at skaffe i deres nærbutikker. Han glæder sig over den kulturudveksling, hylderne hos Kilic er udtryk for.
”Jeg kom hertil med min tyrkiske kultur og spiste kun tyrkisk mad. I dag spiser jeg mad fra alle kulturer. Og det samme gælder mange her i Aarhus, som før måske kun kendte pizza men nu også spiser kebab, falafel og samosa. Andre kendte kun ris men opdagede bulgur osv. Vi er med til at sende andre madkulturer videre.”
Han nævner et andet eksempel: Syltede pickles. For 20 år siden så man i Danmark kun pickles syltet med sukker. Men Kilic´ pickles var i stedet syltet med eddike og salt. Det resulterede i to forskellige smagsoplevelser, og man kan nu selv vælge, hvad man foretrækker.
De seneste 11-12 år er også økologiske produkter blevet en større del af sortimentet og udgør nu 40%. Kilic samarbejder med danske virksomheder som Aurion, Biogan, NaturSlik, Søbogaard og Urtekram.
”Vi er meget interesseret i at fortsætte udviklingen i retning af renere fødevarer, og vi støtter danske økologiske fødevareproducenter”, siger Mustafa Demirezen.
Eksporterer til syv lande
Mange kender nok også Kilic fra krydderi-hylderne i det supermarked, de plejer at handle i. Kilic Marked er i dag en større koncern, hvor butikken i Bazar Vest efterhånden kun er en mindre del af den samlede forretning. Som grossist
sælger Kilic også direkte til supermarkedskæder, cateringfirmaer og specialforretninger.
Selvom der kommer flere og flere varer på hylderne hos Kilic, er krydderierne stadig centrale. Virksomheden pakker over 150 forskellige slags krydderier. Fra et stort lager i Aarhus eksporterer Kilic til syv lande, blandt andet Tyskland, Norge og Finland.
Byggede eget risteri
Gennem årene fandt Mustafa Kilic ud af, at han også var nødt til at opbygge eget risteri. Der blev bygget et tørristningsanlæg, hvor man kan riste råvarerne naturligt eller med f. eks chili, honning eller salt uden brug af nogen former af olie. Med denne metode kan man sende et sundere produkt ud i markedet.
”Tidligere hentede vi frø, kerner og nødder hjem færdigristede, men de ændrede ofte smag undervejs. Nu er vi sikre på, at produkterne har den kvalitet, de skal have”, siger Mustafa Demirezen.
”Mange af de krydderier, man ellers køber i butikkerne, er pakket i udlandet. Når vi selv står for ristningen og pakningen, giver det folk den sikkerhed, at arbejdet er underlagt den danske fødevarekontrol.”
Tæt parløb
Som nævnt har Mustafa Demirezen været en del af butikken i Bazar Vest i alle 23 år. Han kom til Danmark fra Tyrkiet i 1990 som helt ung og mødte Mustafa Kilic, som var ankommet 11 år forinden.
Da Bazar Vest i 1996 startede i den tidligere varmekedelfabrik på Edwin Rahrs Vej 32, besluttede Mustafa Kilic at åbne en butik, og Mustafa Demirezen sagde sit job op for at hjælpe med den opgave.
Fra starten indgik de et tæt samarbejde. Mustafa Demirezen tager sig sammen med fire medarbejdere af butikken i Bazar Vest, mens Mustafa Kilic har travlt med de mange andre aktiviteter i virksomheden. Hver dag mødes de to og træffer aftaler om virksomhedens drift.
Husker kundernes vaner
Kilic Marked har nu været så længe i Bazar Vest, at stamkunder fortæller deres børn, at de selv var med deres forældre inde og handle hos Kilic.
”Nogle af vores kunder har handlet her så længe, at de forventer, at jeg kan huske, hvilket produkt, de foretrækker. Og det kan jeg ofte også”, smiler han.
Butikschefen ved godt, at Bazar Vest stadig har et dårligt rygte nogle steder, men han mener ikke, man længere behøver at frygte uro i bazaren. Stemningen er som regel fredelig og rar, understreger han.