Traditionen tro er de to Brabrandhaller den sidste weekend før jul fyldt med fodbold og julestemning. Den kommende weekend afvikler Brabrand IF Fodbold julestævne med knap 130 hold, der kommer så langt væk fra som Vordingborg, Varde og Skive.
Selvom kunstgræsbanerne har gjort fodbold til en helårs-sport, er er stadig stor interesse for Brabrand IF´s klassiske julestævne i indendørs fodbold. Især de yngste drenge og piger nyder stadig at være med i det hyggelige stævne, hvor julemanden overrækker medaljerne og under kampene trisser rundt og deler karameller ud.
”Det er stadig vigtigt for de yngste at være med i julestævnet. Det kan vi tydeligt se på tilmeldingerne, hvor der især fra de alleryngste og op til u10 og u11 er rigtig mange hold med. Derfra begynder det at tynde lidt ud i rækkerne,” fortæller Johnny Vinding, som er hovedkraft i arrangørgruppen.
Med knap 130 tilmeldte hold er der garanti for fart over feltet i begge haller fra kl. 8.30 og frem til aftenstid både lørdag og søndag. Kun lørdag eftermiddag er der lidt mere stille i den ene af hallerne.
Naturligvis fylder Brabrands IF´s egne hold godt op ved stævnet, men der er en overvægt af udefrakommende hold, der kommer så langt væk fra som Vordingborg, Varde og Skive.
Med deres deltagergebyr bidrager de til et forhåbentlig godt økonomisk resultat, der vil lune i klubkassen.
Søger flere rækkesponsorer
Også det lokale erhvervsliv støtter igen i år godt op om julestævnet. Det betyder blandt andet at den legendariske tombola igen i år bugner af præmier. Johnny Vinding har selv været rundt til en del virksomheder, og desuden bidrager mange forældre med præmier doneret af de virksomheder, de arbejder i.
Til gengæld står det mere småt til med de såkaldte række-sponsorater. Det er lokale virksomheder, der betaler et kontant beløb for at få sit navn på en bestemt række under stævnet.
”Vi vil være glade for endnu flere rækkesponsorater, der kan være med til at sikre et overskud til klubben, når udgifterne til halleje og rengøring er betalt. Desuden må man også rigtig gerne donere endnu flere spurtpræmier til stævnet. Det glæder børnene rigtig meget, hvis de kan få en lille ting med hjem,” siger Johnny Vinding.
Generationsskifte i kredsen af frivillige
Han glæder sig over, at et stort korps af frivillige trænere og forældre står klar til at hjælpe med at gennemføre weekendens arrangement.
Efter at en fast gruppe af mangeårige frivillige i klubben har været de bærende kræfter, har der nu været lidt af et generationsskifte i kredsen af hjælpere, der nu sørger for alt fra at indrette de to haller til indendørs fodbold til opsætning af informationstavler og klargøring af tombolaen.
Netop tombolaen er endnu et fast og vigtigt element ved julestævnet. Ikke alene er der gennem hele weekenden typisk en lang kø foran tombolaen – den er også med til at bidrage solidt til det økonomiske overskud. Den ledes som altid med sikker hånd af en af foreningens garvede frivillige, Egon Laursen.
Som nævnt er julemanden igen klar i Brabrandhallen, og det samme er Café BIF, der under julestævnet planlægger at etablere en ekstra café ved hal 2, sådan at det bliver let at betjene de mange børn og voksne med kaffe, kager, frugt og alt hvad der ellers skal til en god dag i hallen.