Så kom julen til Brabrand! Søndag kl. 16.04 blev der talt ned af de mange børn og voksne, som var samlet foran Brabrand Kirke – og i samme sekund, der blev råbt “nul”, blev lysene i det høje træ foran kirken på magisk vis tændt. Også i Hovedgaden kan man fornemme julestemningen, da energiselskabet Aura mandag hængte julebelysningen op.
Det var paraplyerne, der prægede billedet, da Brabrand Aarslev Kirker søndag eftermiddag inviterede til tænding af juletræet. Det fugtige vejr afholdt dog ikke familier med og uden børn til at strømme til pladsen foran kirken.
Kirkens børnekor sang for på “Nu tændes tusind julelys”, og herefter bød sognepræst Simon Koefoed inden for til gudstjeneste, inden der blev afsluttet med æbleskiver i sognegården.
Artiklen er opdateret mandag, hvor energiselskabet Aura hængte julebelysningen op. Årsagen til, at det skete så sent, havde baggrund i en misforståelse om, hvem der skulle sørge for ophængningen i år.