Efter en lang debat valgte et klart flertal i Brabrand Boligforenings repræsentantskab tirsdag aften at stemme ja til helhedsplanen for Gellerupparken. Nedrivning og renovering af de første boligblokke ventes at gå i gang i begyndelsen af 2023.
I juni 2021 nedstemte beboerne i Gellerupparken den helhedsplan, som Aarhus Kommune tidligere på foråret sammen med Brabrand Boligforenings ledelse underskrev. Helhedsplanen beskriver, hvordan nedrivning af syv boligblokke og renovering af yderligere ni blokke skal foregå i detaljer.
Tirsdag aften var det så op til Brabrand Boligforenings øverste myndighed, repræsentantskabet, om planen alligevel skulle vedtages og sættes i gang.
Ved indgangen til mødet blev medlemmerne mødt af beboere og aktivister fra Almen Modstand, som ville minde om modstanden mod nedrivninger i de berørte blokke på Dortesvej, Jettesvej, Lottesvej og Inger Christensens Gade.
Boligforeningens folkevalgte var dog presset af, at mange fraflyttede lejligheder i Gellerupparken har medført et millionstort huslejetab, der i stigende grad tynger hele boligforeningens økonomi. Kun ved en vedtagelse af helhedsplanen ville dette tab inden for helhedsplanens projektperiode kunne dækkes af Landsbyggefonden.
Det blev en lang debat, der endte med, at 53 stemte ja, 21 stemte nej og en enkelt undlod at stemme.
Sent svar fra Beboerklagenævnet
Aarhus Byråd godkendte aftalen på sit møde den 22. juni 2021. Med vedtagelsen træder helhedsplanen i kraft, og Landsbyggefonden har tilkendegivet, at den vil støtte med 880 millioner kr. af helhedsplanens samlede finansiering på 1,3 mia. kr.
Boligforeningens afdelingsbestyrelse for Gellerupparken klagede allerede inden sommerferien til Beboerklagenævnet over, at Brabrand Boligforening havde besluttet, at beboerne skulle stemme ved en urafstemning uden et forudgående beboermøde om planen.
Beboerklagenævnet kom tirsdag kl. 16.15 – får timer før repræsentantskabsmødet – med afgørelsen: Brabrand Boligforening fik medhold i, at foreningen havde lov til at udskrive forårets urafstemning.
”Mange sidder på tredje år og venter”
Bestyrelsesmedlem i Brabrand Boligforening, Helle Hansen, er skuffet over resultatet, der betyder, at flere hundrede familier i løbet af de kommende år må forlade deres boliger i de syv blokke, der skal rives ned.
Hun mener, at de afstemningsresultatet især var en konsekvens af den store gæld, der truede boligforeningen på grund af de mange tomme lejligheder.
”Ved at stemme ja til udviklingsplanen for to år siden havde repræsentantskabet selv bragt boligforeningen i den økonomiske klemme. Vi havde ingen tomme boliger, før den beslutning blev truffet. Det var vedtagelsen af udviklingsaftalen, der betød, at mange beboere begyndte at flytte,” siger hun.
Vedtagelsen af helhedsplanen betyder, at planen nu vil blive igangsat. Ifølge tidsplanen vil den første boligblok blive revet ned i starten af 2023. Nogenlunde samtidig begynder også det første renoveringsarbejde.
”Vi har beboere, der nu på tredje år sidder og venter på besked om, hvad der skal ske med deres bolig, og som stadig håber, at nedrivningerne kan undgås. Mange af dem har det rigtig dårligt, og jeg håber virkelig, at boligforeningens administration vil tage sig godt af de mennesker i det videre forløb,” siger hun.
Læs også: