Trods gode momenter kom Brabrand IF heller ikke denne gang fra en åbningskamp i 2. division med point. Midtbanespiller Simon Vesterbæk scorede et flot mål med et brag af et spark lige før pausen til 1-1. Men i anden del af kampen løb Skive fra Brabrand. Og da anfører Rasmus Juul 10 minutter før tid trak i nødbremsen og fik rødt kort var det slut for Brabrand – selvom den debuterende målmand Jonatan Hutters klarede det efterfølgende straffespark ved stillingen 1-2. Skive fik endda smidt endnu lidt salt i såret til sidst med målet til slutstillingen 3-1. Foto: Henrik Andersen.
Æblehaven inviterer i eftermiddag kl. 17-18 til guidet fri dans i haven. Med Aske som instruktør kommer du ned i kroppen og mærker glæden, når deltagerne bevæger sig og bliver bevæget til guidet sommer-dans. “Vi bruger rolig musik til at hjælpe bevægelserne på vej. Det kræver ingen forudsætninger at deltage – alle kan være med,” skriver Æblehaven. Deltagelse kræver ingen tilmelding, du møder bare op på dagen. Pris inkl. én valgfri brus/kaffe/te: 90,-. Husk: rart tøj alt efter vejret.



