Brabrands musikforening Bazarjazz er nomineret til en Danish Music Award Jazz til prisen for Årets Koncertoplevelse. “Foreningen arbejder for at præsentere koncerter af høj kvalitet for et publikum, som ikke plejer at gå til koncert. Koncerterne finder primært sted på Gellerupscenen, der har masser af autentisk undergrundscharme og som via sin placering understøtter foreningens formål perfekt,” lyder det i motiveringen fra JazzDanmark.
I aften kl. 19.00 fortæller professor i fysik Jeffrey S. Hangst, Institut for Fysik og Astronomi, Aarhus Universitet om antistof og antiverden på Gasværket via streaming fra Aarhus Universitet, som en del af universitets foredrag om naturvidenskab.
Sammen med to kolleger har psykolog og familieterapeut Helge Hallmann skrevet forældrehåndbogen ”Vis vej for dit barn”. Bogen henvender sig til forældre, som oplever mange konflikter med børnene, eller som ønsker at forbedre stemningen i hjemmet. På torsdag d. 9. november kl. 16.30 kan du på Gellerup Bibliotek møde Helge Hallmann i en samtale med journalist og redaktør Peter From Jacobsen, Vores Brabrand, om hvordan anbefalingerne kan udføres i dagligdagen.
Lørdag d. 25. og søndag d. 26. november kan du på Gasværket opleve årets julemarked. Begge dage kl. 11-16. Kom i julestemning, få en kop gløgg, og køb julegaver og -pynt. Hvis du ønsker en bod til julemarkedet, er der stadig ledige borde. Du kan sende din ansøgning til Gasværket via dette link.
I formiddag kl. 11.00 kan du i Bazar Vest høre om projektet “Mand! Kom styrket videre” for mænd mellem 20 og 55 år, hvor du kan styrke din krop, komme i bedre form og få mere energi. Mødested ved hovedindgangen.
I aften kl. 19.00 spiller Brabrand/Viby/Stavtrups talentfulde u17-drenge i håndbold i Brabrandhallen et spændende opgør mod Haderslev KFUM.
Tirsdag d. 21. november kl. 17.00 inviterer Fredens Hus til Dinner and Dialogue på Gellerupscenen, hvor du kan opleve Hans Rønne i teaterforestillingen “Det begynder at blive koldt om fødderne.” Efter stykket bliver der talt om døden, og hvordan vi er omsorgsfulde mennesker for hinanden i den sidste fase af livet. Hvad vil det sige at dø? Hvad vil det sige, at være død? Er det ren biologi og evig glemsel, eller er der noget mere derude, lyder nogle af spørgsmålene.
Plantekummerne på billederne stammer fra et projekt i Aarhus Midtby, der nu er afsluttet. Derfor er de for en periode blevet en del af byparken i Gellerup, hvor de står ved indgangen fra Inger Christensens Gade.
I den kommende weekend inviterer Gellerup Højskole til weekendkursus, hvor der endnu er enkelte ledige pladser på kursets frontløber-linje. Her underviser Evrim Citirikkaya i projektledelse og eventmanegement. Og så kan du være med til at skabe en undergrundsfestival i City Vest til januar. Læs mere her.