I eftermiddag kl. 14-16 kan du i Folkehuset Brabrand opleve Ingelise Dalberg, Ellen Skov Birk og Helle Kappel Kjær, som fortæller og lægger op til fællessang. Til kaffen serveres efter gammel skik kyndelmissepandekager. Pris 70 kr.
Aarhus Kommunes Magistrat har netop drøftet anlægsprogrammet for 2023. Der er lagt op til at bruge mere end 16 mio. kr. på at forbedre trafiksikkerheden og mere end syv mio. kr. på stier. Blandt andet er der afsat 3,4 mio. kr. til en ændring af Silkeborgvej gennem Årslev, så den fremover bliver en fredeligere bygade, hvor hastigheden sænkes til 50 km/t. Vores Brabrand har skrevet om ombygningen her.
I eftermiddag kl. 16.00 kan du på Ibens Kaffehus, Hovedgaden, høre om Brabrand Grønne Nabofællesskabers meningsmåling om et grønnere Brabrand, og byde ind med ideer til arbejdet.
I dag kl. 13 til 18 præsenterer Sigrids Stue og Lars Henningsen udstillingen ”Finder Sted” med luftfotografier fra Gellerupparken. Det foregår i Mellemrummet ved Gellerup Bibliotek. Udstillingen kan i de kommende uger ses tirsdag, onsdag og torsdag kl. 13-18.
Brabrand IF´s 2. divisionshold for herrer spiller onsdag aften kl. 17.30 den sidste træningskamp, inden holdet rejser en uge på træningslejr til Tyrkiet. Modstanderen på kunstgræsbanen ved Brabrandhallen er 3. divisionsholdet Young Boys FD, der i de første kampe har slået Aarhus Fremad 1-0 og tabt 2-3 til Esbjerg fB.
Vil du være med til efterfødselstræning for dig og din baby? Hver mandag kl. 10.30-11.30 har Folkesundhed Aarhus Vest træning i Cirkus Tværs’ lokaler, der ligger i Sports- og Kulturcampus. Du kan kontakte fysioterapeut Line på tlf. 4185 4529, hvis du ønsker en plads på holdet eller har spørgsmål.