Da Silkeborgvej i begyndelsen af 1960´erne blev anlagt gennem Årslev, skar den landsbyen midt over, og den blev aldrig helt det samme hyggelige sted at bo. Men nu vil Aarhus Kommune gøre et forsøg på igen at skabe en stemning af en mere sammenhængende landsby ved at ombygge Silkeborgvej.
Med en kommende byudvikling omkring Årslev i støbeskeen er tiden nu også kommet til at gøre noget ved den eksisterende gamle del af Årslev. Samtidig skal farten nedbringes fra 70 til 50 km/t gennem landsbyen.
Her skal den nuværende ”landevej” gennem landsbyen i løbet af foråret omdannes til en bygade med smallere kørespor.
Kort før jul inviterede Teknik og Miljø til informationsmøde, hvor borgere, virksomheder, fællesråd og andre interessenter deltog. Projektleder Martin Kunstmann fortæller, at der overordnet set var stor opbakning til projektets målsætninger og metoden til at fredeliggøre vejen og få bilernes hastighed ned.
”Vi ønsker at omdanne Silkeborgvej ind gennem Årslev, så vejen kan fungere mere, som den vil skulle gøre gennem et bysamfund . Dog skal vejen fortsat også kunne betjene både kollektiv trafik og erhverv i et vist omfang. ,” siger projektleder Martin Kunstmann.
Midter-arealet, hvor der i dag er lange svingspor, skal omdannes til ”flexareal” med flere funktioner. Flexarealet skal blandt andet bruges til at etablere nye heller til træer og med flere muligheder for, at fodgængere kan krydse vejen – nogenlunde som man er i gang med at gøre det på Silkeborgvej gennem Åbyhøj.
”Vi er gået i gang med den indledende skitseprojektering, og jeg tror, vi kan få det hele til at gå op. Reelt er målet med projektet at få skabt en fredeliggørelse af Silkeborgvej, som har været ønsket i flere år ,” siger Martin Kunstmann.
Vejens samlede bredde reduceres
Aarhus Byråd afsatte allerede i 2022 to millioner kroner til, arbejdet kunne udføres. Men de stærkt stigende materialepriser betød, at Aarhus Kommune valgte at udsætte projektet til i år.
Grundtanken er at gøre køresporene smallere ved at anlægge et flex-areal / helleanlæg i midten af vej. Vejens samlede bredde er i dag næsten 10 meter og den brede lige vej lægger op til, at man kan køre hurtigt. Som en del af omdannelsen ændres køresporenes bredde til en fremtidig bredde på 3,25 meter.
”Beboerne har desuden foreslået, at der etableres en slags byport ved indkørslen til Årslev. Jeg synes forslaget med en byport er en god ide.. Vi må se, hvad vi kan gøre med det budget, vi har,” siger Martin Kunstmann.
Som nævnt skal de nuværende svingbaner delvist omdannes til heller, hvor der skal plantes træer og laves krydsningspunkter for de bløde trafikanter.
Projektlederen understreger, at der fortsat skal være ”huller” i midterrabatten, så det er muligt at krydse vejen – for eksempel til de virksomheder og beboere, der ligger langs Silkeborgvej.
Martin Kunstmann håber, at arbejdet kan gå i gang i løbet af april eller maj – senest lige efter sommerferien. I 2024 planlægger Teknik og Miljøs vejdrift at udlægge nyt slidlag på kørebanen og cykelstierne samt renovere flere af fortovsstrækningerne langs vejen.
Fortsat mange lastbiler gennem Årslev
Beboerne oplever, at der fortsat er mange gennemkørende lastbiler gennem Årslev. Blandt andet bliver nogle udenlandske chauffører tilsyneladende af deres gps ledt gennem landsbyen, selvom de egentlig burde køre en mere direkte vej til Logistikparken.
Teknik og Miljø har været ved at undersøge, om man kan få Google til at ændre den anbefaling, men det har foreløbig ikke været muligt.