En 20 kilometer lang naturpark gennem hele Aarhus Ådal er en del af en grøn investeringsplan, som Teknik og Miljø inden længe vil fremlægge for byrådet, skriver Stiften. Rådmand Bünyamin Simsek ønsker at forlænge stien langs Årslev Engsø helt ud til kommunegrænsen ved Harlev og Taastrup. Aarhus Kommune vil opkøbe jord eller tilbyde landmændene at få andet jord i bytte, forklarer rådmanden til Stiften. Vores Brabrand har tidligere skrevet om projektet her.
Mandag middag kørte en sort bil op på fortovet ved Blixens, og indenrigs- og boligminister Kaare Dybvad steg ud. En lokal forbipasserende udbrød, at “det er jo en ren gangster-parkering”. Netop den type parkeringer er noget, lokalområdet forsøger at undgå.
I eftermiddag kl. 14.00 er der igen gang i filmklubben på Lokalcenter Brabrand. Du kan denne gang se filmen Drømmen om det hvide slot”. Pris inkl. kaffe og kage er 30 kr.
I eftermiddag kl. 16.30 holder Samvirket i Gellerup og Toveshøj årsmøde. Det indledes udendørs på Fredspladsen med fællessang og rykker derefter ind i Gellerup Forsamlingshus, Gudrunsvej 82. Her kan du høre om, hvad der sker i lokalområdet og du kan deltage i overrækkelsen af årets ildsjælepris.
Tirsdag kl. 19.00 holder Brabrand-Årslevs Fællesråd generalforsamling i Café Europa i Blixens på Karen Blixens Boulevard. Blandt andet uddeles årets KARMA-pris. Du skal være medlem af Brabrand-Årslev Fællesråd for at deltage i afstemninger, men det kan du blive ved at indbetale 75,- kr. til mobile pay nummer 76680.