Aarhus Kommune ønsker at omdanne marker i Aarhus Ådal til naturområder. Kommunen inviterer nu områdets landmænd til at indgå i ny jordfordeling. Til gengæld slipper de for oversvømmede marker og kan forbedre driften.
I 2003 blev Årslev Engsø skabt, og samtidig opstod et enestående naturområde, som tusindvis af borgere nu jævnligt benytter sig af. Nu ønsker Aarhus Kommune at give mulighed for, at endnu flere arealer kan forvandles fra landbrugsjord til ren natur.
Kommunen inviterer landmænd og andre lodsejere til at omfordele arealerne i Aarhus Ådal til fordel for både landbrug og naturen i Aarhus.
Formålet er at omdanne landbrugsjord med lavt udbytte til værdifulde naturarealer med plads til vandet og samtidig sikre bedre sammenhæng i den enkelte landmands marker.
Aarhus Kommune har allerede i samarbejde med landbrugets interesse-organisationer loddet stemningen hos lodsejere i ådalen. Der er interesse for projektet, og på den baggrund har Landbrugsstyrelsen givet tilsagn til en større undersøgelse.
Bidrag til udvikling af naturen
Bünyamin Simsek, rådmand for Teknik og Miljø, håber, at landmændene vil benytte sig af muligheden for at skabe mere natur.
”Jeg er glad for, at landbruget igen viser sig som en god samarbejdspartner, som vi bl.a. også kender det fra samarbejdet om at plante skov. Jeg vil gerne opfordre landmændene til at medvirke til at skabe så meget natur som muligt,” siger han.
Det er ganske frivilligt for landmænd og andre lodsejere, om de vil være med. Jordfordeling kan ses som et puslespil, hvor landmænd og andre interessenter selv skal være med til at lægge brikkerne og tegne stregerne for at få de mest optimale forhold.
”Oplagt at tage snakken”
Det er en ny mulighed, hvor landmændene kan omfordele deres jord og bidrage til at højne naturkvaliteten omkring deres marker.
”Med multifunktionel jordfordeling kan den enkelte landmand forene sine ønsker for bedriften og samtidig bidrage til at udvikle naturen og de rekreative muligheder, der er i området. Det er oplagt at tage snakken om, hvilke muligheder der er for den enkelte,” siger Poul Jakob Bønløkke, næstformand i Landboforeningen Kronjylland.
En endelig jordfordeling kræver bred opbakning til projektet. Derfor vil Landbrugsstyrelsen i løbet af foråret 2021 kontakte udvalgte lodsejere i området med henblik på den enkeltes fremtidige ønsker for deres ejendom. Er der bred opbakning til jordfordelingen, kan Landbrugsstyrelsen give endeligt tilsagn og igangsætte processen.
Jordfordelingen kan potentielt komme til at omfatte mere end 300 lodsejere.
Artiklen er baseret på en pressemeddelelse fra Aarhus Kommune.