I denne weekend er der masser af aktivitet på Brabrand Sø, der tilbage i tiden var centrum for de største kaproninger i Danmark. Her holdes Race-Weekend for de 100 bedste ungdoms-roere i Danmark. Senior- og ungdomslandsholdet kommer også, samt nye talenter, som har ambition om at blive udtaget til landsholdet i fremtiden. “Det er længe siden, at Aarhus har været vært for et stævne af denne kaliber, og vi har arbejdet i døgndrift for at få gjort søen klar til weekenden,” siger talenttræner Carl Guss Søndergaard, talenttræner i Rocenter Aarhus.
Knap 100 kilo affald blev det til, da en lille flok børn og voksne lørdag eftermiddag sammen med fællesskabet Én for Holdet sammen med Brabrand IF Fodbold inviterede til affaldsindsamling i området omkring Brabrandhallen. Efterfølgende bød fodboldafdelingen på kaffe, saftevand og kage sponseret af Bager Hartmeier i Hovedgaden. Foto: Kim Groth.
I eftermiddag kl. 14-16 holder Gellerup Museum åbent i “Danmarks højeste museum” på Gudrunsvej 16, 6. th. Du kan bl.a. opleve udstillingen “Aktivisme, en ansamling”, der præsenterer nogle af de mange måder, hvorpå beboere i Gellerup og Toveshøj har udtrykt sig på gennem årene.
Brabrand IF´s håndboldherrer har det fortsat svært efter oprykningen til 3. division. Efter seks runder er det stadig ikke blevet til points. Senest blev det til et ni-måls nederlag til AGF på hjemmebane i Brabrandhallen. Der spilles dog ikke om nedrykning i forårets kampe. I den kommende uge spiller holdet de to sidste kampe – torsdag aften i Ikast og næste søndag kl. 12.40 hjemme i Brabrandhallen mod Thorning IF.
Der åbner nu endnu en genbrugsbutik ved Bazar Vest. Mission Afrika inviterer på onsdag kl. 12.00 til åbningsfest i en helt nye genbrugsbutik ved Bazar Vest. “Vi åbner kl. 12, og vi er klar med god stemning, god kage og gode genbrugsfund. Gå på opdagelse i butikken, gør et godt kup og vær med til at fejre dagen sammen med os,” lyder det fra Mission Afrika. Butikken ligger ved indgangen til Bazar Vest.



