Der var god opbakning til onsdagens lokale valgmøde på Gellerup Bibliotek, hvor Sara Pernille Jespersen fra Moderaterne, Maria Temponeras fra Enhedslisten og Michael Nedersøe fra Dansk Folkeparti debatterede. Ca. 50 tilhørere i alle aldre og fra hele 8220 Brabrand deltog. Vi kom blandt andet omkring trivsel i skolen, retten til statsborgerskab, ghettoloven, motorveje, drikkevand og gratis busser til alle. Der blev strikket, lyttet og stillet masser af spørgsmål fra unge, ældre og dem midt imellem – og både politikere og tilhørere bidrog til at bevare den gode tone hele vejen igennem.
Den tidligere så aktive Jaka-fabrik er nu stort set fjernet fra jordens overflade. Et nedbrydningsfirma har de sidste par måneder arbejdet på at rive den slidte bygning ned. Inden længe begynder grundens ejer, A. Enggaard, at opføre en ny bygning, der blandt andet kommer til at indeholde et nyt seniorbofælleskab med 69 lejligheder. Du kan læse om planerne her.
I formiddag kl. 10-12 rykker Systuen Gellerup ind på Gellerup Bibliotek og står klar til at hjælpe og vejlede dig med dine syprojekter – uanset om du er nybegynder eller har erfaring med symaskinen. Du kan blandt andet få hjælp til oplægning af kjoler og bukser og til diverse syprojekter. Læs mere her.
Stiften har været på rundtur i Bazar Vest sammen med Mustafa Faour, som driver flere madsteder i centrum af Aarhus og på Aarhus Ø. Her fortæller han om sine favorit madsteder, hvor han ofte kommer med sin familie. Du kan læse artiklen her.
Kunstplatformen Sigrids Stue præsenterer i næste uge projekterne ‘Træmapping Dortesvej’ og ‘Bytræ, byrum, byliv’, som kunstnerne har arbejdet med i en periode. Onsdag d. 18. marts kl. 16-19 åbner udstillingen hos Gellerup Art Factory i Sports- og Kulturcampus, og de to følgende dage, d. 19. og 20. marts kl. 16 kan du se præsentationen i Gellerup Art Factory og vær med på en kort vandring ud til projekterne ved området på Dortesvej og langs Karen Blixens Boulevard. Bytræ, byrum, byliv er et værk der er installeret ved de træer der gror langs gåvejen ved City Vest og langs Karen Blixens Boulevard.
En 29-årig mand fra det kriminelle miljø i Gellerup undgår at miste sit danske statsborgerskab, selvom han er idømt 13 års fængsel, skriver Stiften. Den konklusion er Vestre Landsret nået frem til i en dom, der netop er afsagt. Den 29-årige er blandt andet dømt for at have skaffet sig flere krigsvåben i forbindelse med et opgør med en anden gruppering. Sagen stammer fra den århusianske bandekrig for et par år siden.
Kender du det, at hjernen ”popper” den ene tanke efter den anden, eller at antennerne hele tiden er ude og opfanger selv den mindste forstyrrelse? I dag kl. 12.20-15.00 byder Gellerup Bibliotek på en workshop om neurofeedback og prøve nogle metoder til at træne hjernen. En række oplægsholdere fortæller om, hvordan man kan regulere sin hjerne og nervesystem. Deltagelse er gratis.
Brabrand Boligforening har modtaget støtte fra Realdania til et altanprojekt i Toveshøj. Her skal midlerne bruges til at udvikle og teste forskellige altanløsninger, som kan indgå i den kommende helhedsplan. I maj og juni etableres mockups i to til tre prøvelejligheder. I en af lejlighederne fjernes den nuværende glasoverdækning for at undersøge, hvordan en åben altan kan fungere, mens der i en anden arbejdes med en delvis inddækning. Senere får beboerne i Toveshøj også mulighed for at se de nye løsninger tættere på.



