På fredag d. 11. april fra ca. 15.30-18.00 åbner Genuina Garn & Håndværk på Hovedgaden dørene op for “fyraftensstrik”. “Uanset om du har strikketøj med eller ej, så inviteres du til at kigge forbi og skåle ‘god påske’ med mig selv og Christina @lachriskonfektshop – som har formet, drejet, glaseret og brændt fine, fine sager til hylderne,” skriver indehaver Sara Brockelmann. “Vi byder på bobler, kaffe og påskesnacks for en flad 50’er og håber på, at rigtig mange har lyst til at kigge forbi,” skriver hun på Facebook.
I eftermiddag kl. 16-17 er der fyraftenssang på Gellerup Bibliotek for alle med udgangspunkt i Højskolesangbogen. Gellerup Kirkes organist, Niels Bo Emgren, spiller og synger for.
LommeGuld er et initiativ der ansætter, uddanner og træner unge i alderen 13-15 år til at have deres første fritidsjob. Initiativet udspringer fra Gellerup, men nu udvider Lommeguld til andre almene boligområder i Aarhus og søger en projektmedarbejder med iværksætterånd. “I LommeGuld spiller du, sammen med din kollega i projektet, en central rolle for, at projektet bliver en succes. For at dette kan lade sige gøre, skal vi have skabt nogle små og store jobs, som de unge kan prøve kræfter med, ved at etablere samarbejder med virksomheder i byen,” skriver Det Boligsociale Fællessekretariat, der står for ansættelsen.
Søndag d. 18. maj er der forårs-loppemarked på Helenelyst. “Der plejer at være mange skønne boder med både børnelegetøj, tøj, lidt møbler, hjemmelavede smykker og andet både genbrug og hjemmedesignet. Tag din ven, nabo, hund, kæreste, børn, svigermor, papegøje (alle er velkomne) med under armen og få dig en hyggelig søndag ved legepladsen/tarzanbanen i Helenelyst,” skriver arrangørerne. Du kan læse mere om arrangementet her.
Om kort tid begynder en ny lektiehjælp i Skovgårdsparken. Der har blandt forældrene været betydelig efterspørgsel efter lektiehjælp, og nu tager de boligsociale medarbejdere i boligområdet initiativ til at skabe en lektiehjælp for børn i de yngste klasser. Der holdes informationsmøde i dag kl. 17-18 i beboerlokalet på Sigridsvej 11A.