I aften kl. 19.30 er den anden af årets lokalhistoriske aftener på programmet på Gasværket. Her kan du blandt andet høre om Tousgaard og andre store gårde i Brabrand og Årslev, om etableringen af Brabrandstien og om sjove og interessante gade- og stednavne i lokalområdet. Og så er der æblekage på programmet. Du kan reservere billetter á 50 kr. inkl. kaffe og kage ved at sende en mail til dgg@detgamlegasvaerk.dk og udfyld emnefeltet med: Dato – Antal billetter – Dit navn. Betal ved indgangen med MobilePay eller kontanter.
Hvis du er mellem 10 og 17 år og har lyst til at lære at danse hip hop og breakdance, kan du blive en del af Black Top Teams dansehold, der hver mandag og onsdag træner i Globus 1, Gudrunsvej 3A. Det koster kun 100,- at blive medlem for hele 2025. “Vi vil vise dig gode moves indenfor hiphop og breakdance og vi vil bringe jer tættere på hinanden, med henblik på at bidrage til et stærkt og konstruktivt fællesskab,” skriver Black Top Team blandt andet. Du kan tilmelde dig eller stille spørgsmål via e-mailen Blacktopteam@hotmail.com
Fodboldklubben ACFC´s talentfulde u11-drenge tager lørdag imod storklubber som AGF, AaB og Randers FC til et træningsstævne. Kampene foregår på Arena Vest i Gellerup fra kl. 11, og der vil være mulighed for at køb mad fra Faour på dagen, skriver klubben på Facebook.
I eftermiddag kl. 14.00 kan du i sognecaféen i Brabrand Sognegård høre Karin Rank Gottlieb fortælle om Ellen Dahl, som var Karen Blixens ét år yngre søster og tilmed også forfatter og en særdeles bemærkelsesværdig kvinde. Læs mere om arrangementet her.
I eftermiddag kl. 15.00 indbyder Brabrand Husmoderforening til et rejseforedrag i Folkehuset Brabrand. Formand Gitta Kloock fortæller om en rejse til Nordkap gennem Sverige, Finland og Norge. Der serveres kaffe og kage. Pris 50 kr. for medlemmer og 70 kr. for gæster. Tilmelding til Gitta på tlf. 2129 0941.
Teknik og Miljø skal med det samme gå i gang med at undersøge, hvordan man kan forhindre etableringen af en ny moske i Brabrand. Det mener Danmarksdemokraternes medlem af Aarhus Byråd, Jakob Søgaard Clausen, der sidder i Teknisk Udvalg. “Vi har allerede en del moskeer i Brabrand, og jeg er bekymret over, at der kommer endnu en. Vi har set, at der sker en voldsom undergravning af det danske samfund fra moskeerne,” siger han til Din Avis Aarhus.