I aften kl. 19-21 inviterer Banedanmark til borgermøde i Harlev Idræts- og Kulturcenter, Næshøjvej 2F, Harlev, om den muligvis kommende jernbane til Silkeborg. Banedanmark er netop gået i gang med en forundersøgelse af en ny jernbane mellem Aarhus og Silkeborg – blandt andet med stop ved en genåbnet Brabrand Station. Der er ingen tilmelding til mødet.
Ejerne af City Vest, Danske Shoppingcentre, arbejder fortsat “sammen med en tredjepart” på en udviklingsplan for indkøbscentret, fortæller center manager Jacob Hald Christensen til Stiften. Mange butikker står tomme i indkøbscentret, og butiksindehaverne venter fortsat med stigende utålmodighed på at få en afklaring på centrets fremtid.
Europa Kaffe & Te i Gellerup åbner snart en ny salgsbutik i Jægergårdsgade. Her vil de entusiastiske kaffefolk forsøge at gøre butiksoplevelsen endnu bedre for deres kunder og give mulighed for at gøre århusianerne endnu klogere på kaffe og tes mange egenskaber. “Vi satser på at skabe en unik butiksoplevelse, hvor du skal have mulighed for at smage på alle vores kaffer og te. Det er et forsøg på at komme ind i bybilledet og gøre os endnu mere synlige,” siger direktør Stian Jensrud til Stiften.