Grundejere i Årslev har i årevis har forsøgt at hindre offentlighedens adgang ned til naturskønne Årslev Engsø og stierne rundt om den – blandt andet med et “Adgang forbudt”-skilt ved indkørslen til Fællesgartneriet på Skibbyvej 15. Men nu har Miljø- og Fødevareklagenævnet for nylig afgjort, at det er tilladt for alle at gå på stien. Grundejerne klagede tilbage i 2023 til nævnet over et påbud fra Aarhus Kommune om, at de skulle fjerne nævnte skilt og en afspærring. Du kan læse historien her hos Din Avis Aarhus.
Østjyllands Politi søger vidner til vanvidskørsel m.m. ad Åby Ringvej og Edwin Rahrs Vej lørdag ved 14.20-tiden. En hvid Ford kørte hensynsløst og med meget høj hastighed på Ringvejen i Brabrand, kørte over for rødt lys i krydset med Gudrunsvej, hvor en kvinde med barnevogn og et yngre par måtte springe for livet. En snarrådig anmelder fulgte efter bilen og standsede den på Edwin Rahrs Vej, hvor han ville tilbageholde føreren. I den forbindelse bakkede bilen så voldsomt, at anmelderen blev slynget omkuld, mens bilen påkørte en anden bil og flygtede fra stedet. Anmelderen fandt og tilbageholdt føreren ved Bazar Vest, og kort efter ankom politiet. Føreren sigtes for kørsel i påvirket tilstand, vanvidskørsel, færdselsuheld, og for at bringe andres liv i fare.
Afghan Streetfood er dagens gæsteværter i Madkiosken midt i Gellerup. De laver deres version af AASH, en afghansk ramen/nudelsuppe. Retten er kendt i hele Afghanistan i et utal af forskellige variationer. Den er ofte mere fyldig og rustik end den japanske oprindelsesmodel. Maden serveres i tidsrummet kl. 17-19. Du kan spise på stedet eller købe som take away. 60 kr. for voksne og 30 kr. for børn.
Fodboldklubben ACFC var i weekenden arrangør af ungdomsstævnet Masters 2026 på anlægget Arena Vest midt i Gellerup. Finalen blev vundet af de unge talenter fra FC Midtjylland. “Tak for et vel overstået stævne. Tak til dommerne og ACFC-forældrene – uden jer havde det ikke været muligt,” skriver klubben på Facebook.
I år fylder jazzen 100 år i Danmark, og det fejrer musikforeningen Jazzværket hele året. Foreningen starter til generalforsamlingen d. 28. januar med en beretning om jazzens historie, efter at selve generalforsamlingen er vel overstået. Generalforsamlingen finder sted fra kl. 19.00 på Gasværket.
I dag kl. 16.30 inviterer afdelingsbestyrelsen i Toveshøj, Det Boligsociale Hus og Almene Kunstklubber til fernisering af to helt nye kunstværker, som beboerne i Toveshøj har lavet sammen med kunstnerne fra Kongstad Studio. Det foregår i Laden, Edwin Rahrs Vej 6B.
Modersmål er et nystartet undervisningstilbud med fokus på arabisk og tyrkisk/anatolsk musikkultur. Tilbuddet er for både unge og voksne. Unge deltager gratis via ungdomsskolen, som Modersmål samarbejder med. D. 7. februar kl. 14.00 inviterer Modersmål til åbent hus, hvor du kan møde underviserne og høre, om det er noget for dig at lære at spille på saz, daburka, oud eller harpe. Det foregår på Gellerup Højskole, Gudrunsvej 82, 8220 Brabrand.
