I aften kl. 19.30 inviterer Brabrand-Årslev Lokalhistorisk Arkiv og Gasværket til lokalhistorisk aften. Du kan høre om arkitekten Knud Friis´ bygninger i Brabrand, City Vests storhed og fald og Jaka-fabrikkens historie. Entre: Kr. 50 inkl. kaffe og kage. Billetsalg ved indgangen. Du kan betale med MobilePay eller kontanter. Du kan se aftenens program her hos Gasværket. Aftenen gentages onsdag d. 21. januar.
Østjyllands Politi foretog onsdag aften en færdselskontrol i det vestlige Aarhus, og selvom langt de fleste trafikanter fulgte færdselsreglerne, så blev det alligevel til nogle enkelte sigtelser. En færdselsbetjent observerede blandt andet en mandlig bilist, der sad og spillede Candy Crush på sin mobiltelefon, mens han kørte. Ud over en sigtelse og et klip i kørekortet, fik bilisten også et råd om, at selvom det kan være ufatteligt spændende at gennemføre en bane Candy Crush, så er det en utrolig dum og farlig idé at give efter for spillelysten, mens man kører bil. Bilisten var ikke den eneste, der ikke kunne lade mobilen ligge. Tre andre bilister fik også et klip i kørekortet på grund af brug af håndholdt mobil.
Onsdag ved middagstid måtte alle medarbejdere og besøgende i kontorhuset Blixens hurtigt bevæge sig ud udenfor, da brandalarmen gik i hele huset. Det viste sig, at situationen efter 10 minutter var så meget under kontrol, at alle kunne genoptage arbejdet.
I aften kl. 19.30 kan du i Gellerup Kirke opleve arrangementet Poetry in Concert med tekstoplæsning og musik, som fremføres i kvartetten Liebsick, der blander akustisk klingende instrumenter med elektroniske flader i et legende univers. Læs mere her.
I aften kl. 20.30 spiller Brabrand IF´s håndboldherrer den første hjemmekamp efter oprykningen til 3. division. Forårets første kamp på udebane mod AGF resulterede i et snævert nederlag til Brabrand. Ikast FS kommer denne gang på besøg i Brabrandhallen.
Har du lyst til at gå til cirkus? Så inviterer Cirkus Tværs nu til at komme og prøve cirkus-drømmene af. Alle er velkomne, og det kræver ingen forkundskaber. Tirsdag kl. 15-17 samles børn i 2. og 3. klasse til cirkus-træning, mens det mandag, torsdag og fredag eftermiddage fra kl. 13.30 er for børn fra 4. klasse og opefter, ligeledes i træningssalen i Sports- og Kulturcampus. Du møder bare op, når du kan. Mandag og torsdag aften kl. 18-21 er der åben træning for voksne. Hvis du har brug for mere info, kan du ringe til cirkusdirektør Søren Stockmar på tlf. 30309919.
På mandag d. 19. januar kl. 16.30 inviterer afdelingsbestyrelsen i Toveshøj, Det Boligsociale Hus og Almene Kunstklubber til fernisering af to helt nye kunstværker, som beboerne i Toveshøj har lavet sammen med kunstnerne fra Kongstad Studio. Værkerne er inspireret af hverdagen og naboskabet i Toveshøj. Arrangementet foregår i Laden, hvor du kan høre om projektet og få lidt at spise og drikke.
