
Billigere busbilletter har længe været på århusianernes ønskeliste og var også et varmt emne i både efterårets kommunal-valgkamp og den efterfølgende konstituering af det nye byråd. Nu kommer de så – som et forsøg på tre udvalgte busruter. Blandt andet 11´eren der kører gennem Brabrand.
Et nyt forsøg med billigere busbilletter på tre udvalgte ruter skal sætte skub i billigere kollektiv transport i Aarhus.
Rådmand Nicolaj Bang, Teknik og Miljø, lægger op til, at busbilletter til 15 kroner prøves af på linjerne 11, 14 og 17 med endestationer i oplandsbyerne Harlev, Sabro, Solbjerg og Studstrup.
”Der kan ikke herske nogen som helst tvivl om, at det skal være billigere at bruge den kollektive transport. Nu starter vi et sted for at komme hurtigt i gang,” siger Nicolaj Bang
“Det er vigtigt for mig, at vi prioriterer nogle af de linjer, som betjener beboere i oplandsbyerne. Erfaringerne fra forsøget skal bruges til det videre arbejde med at sænke priserne på hele busnettet og i letbanen,” siger rådmanden.
Han foreslår, at 15-kronersbilletterne gælder alle ugens dage og hele døgnet. For en voksen, der rejser med enten rejsekort eller henter en almindelig billet, koster de nye billetter ca. en tredjedel af, hvad samme tur fra de konkrete oplandsbyer koster ind til midtbyen i dag.
Forsøget skal vedtages af Midttrafiks bestyrelse, der mødes i næste uge. Hvis bestyrelsen giver grønt lys, er det forventningen, at prisen kan sættes ned i løbet af marts.
Forbereder billigere billetter i hele kommunen
Et bredt flertal af Aarhus Byråd er allerede enige om, at priserne generelt skal ned i den kollektive transport.
Parallelt med det kommende forsøg forbereder Teknik og Miljø sammen med Midttrafik derfor de beregninger og analyser, som skal bruges til, at byrådet kan træffe en endelig beslutning og implementere 15-kronersbilletter i hele Aarhus Kommune.
”Forventningen og målet er, at de lavere priser vil betyde flere passagerer i både bus og letbane. Så vores arbejde går ud på at afdække, hvad det f.eks. vil kræve af flere busser, depoter og fremtidig økonomi, så vi bliver gearet til at imødekomme en større efterspørgsel,” siger Simon Wind, der er projektchef for kollektiv transport i Teknik og Miljø.
