Tirsdag kl. 17.00-18.15 kan du i Gellerup Kirke høre arkitekt MAA Anna Mette Exner, specialist i kirkebyggeri, fortælle om Gellerup Kirkes og de omkringliggende bygningers arkitektur og historie. Med indvielsen af Gellerup Kirke i 1976 blev det sidste punktum sat i realiseringen af Brabrands nye store bydel, Gellerupplanen. Der bliver også mulighed for at høre tidl. biskop og sognepræst i Gellerup Kirke, Steen Skovsgaard fortælle om Arne Haugen Sørensens alterudsmykning. Arrangementet er en del af kirkens 50-års-markering.
I formiddag kl. 11.00 inviterer Æblehaven til Æbleløb – et hyggeligt familievenligt løb i samarbejde med Ebeltoft Gårdbryggeri. Du har mulighed for at løbe en 5 km rute eller 10 km rute. Begge ruter starter samlet kl. 11 ved Brabrandstien nedenfor Æblehaven. Når løberne igen er tilbage i Æblehaven, er der mulighed for at hygge sig og nyde en velfortjent læskende drik fra Ebeltoft Gårdbryggeri og en friskbagt cookie fra Æblehaven. Der har været tilmeldingsfrist. Spørg i caféen for sen tilmelding.
Brabrands fodboldmænd i 2. division spiller i dag sæsonens næstsidste kamp, når holdet kl. 13.00 løber på banen i Helsingør. Hjemmeholdet, FC Helsingør, er allerede rykket ned i 3. division, mens Brabrand har sikret sig en sæson mere i rækken. “De blå brasilianere” slutter sæsonen af næste lørdag på hjemmebanen AURA Park, hvor Fremad Amager kl. 14.00 kommer på besøg.
Gellerup Art Factory, GAF, er taget på studietur til den svenske hovedstad, for at søge ny inspiration, erfaringsudveksling og netværk. “Turen startede med toget fra Aarhus Banegård, over København til Malmø og endte i Stockholm. Programmet er tæt pakket og vi har allerede mange spændende oplevelser med i bagagen,” lyder det i et postkort fra GAF i Stockholm.



