I dag kl. 10-15 byder Helenelyst igen på et stort loppemarked. Det foregår på det grønne areal overfor fælleslegepladsen, hvor der vil være en masse forskellige boder. Alle er velkomne til at kigge forbi og gøre en god handel.
I formiddag kl. 11-13 inviterer Gellerup Bibliotek til Lego Build the Change workshop. Denne lørdag sætter vi fokus på, hvad der kan hjælpe bierne, når vi bygger nyt. Med et bjerg af Lego får børn og voksne mulighed for at være kreative sammen.
I eftermiddag kl. 14 byder fodboldklubben Vatanspor på endnu en spændende jyllandsserie-kamp på anlægget ved Sødalskolen. Denne lørdag kommer Ikast FC på besøg. Det er rækkens to bundhold, der nu skal have points på kontoren for at spille væk fra de kdelige pladser.
I eftermiddag kl. 15.00 viser Cirkus Tværs sin store sommerforestilling i cirkusteltet, der er slået op midt i Haveforeningen Søvang. De mange børneartister vil vise, hvor dygtige, de er blevet. Der er gratis adgang for alle og ingen tilmelding.
I eftermiddag kl. 16.15 tager Brabrand IF´s jyllandsseriehold for mænd imod Holstebro Boldklub hjemme på Domis Park. Brabrand IF har spillet sig op i topgruppen og er pludselig blandt kandidaterne til en plads i jyllandsserie 1 i efteråret.