I dag kl. 13.30 tager Brabrand IF hul på fodboldsæsonen efter oprykningen til mændenes 2. division. Det sker på kunstgræsbanen ved Vejlby-Risskovcentret, hvor ligeledes oprykkede VSK Aarhus er modstanderen. Brabrand har fået mange nye spillere i sommerens løb og går ind i efterårets kampe med en stor og bred trup. Hvis du ikke har mulighed for at være til stede til kampen, kan du følge den via JFM Medier. Foto: Ole Jakobsen.
I dag kl. 12.00 byder Grimfest på en nyskabelse: Undergrims Forsamlingshus. Clement Kjersgaard er debatvært, når Grimfest i samarbejde med DOKK1 inviterer til et debat-arrangement, hvor kulturpersonligheder og politikere vil diskutere, hvordan Aarhus kan fremelske en mangfoldig og modig kulturidentitet. Deltagere er bl.a. hotel-iværksætter Alexander Kølpin, sangeren og komponisten Dicte, Søren Karim fra Bogfinkevej, Helene Bruhn Schvartzman som er leder af Verdensrummet på Dokk1, kunstner Eske Touborg og musiker og producer Jesper Mardahl. Foto: Helle Arensbak.
I formiddag kl. 10-12 byder Gellerup Bibliotek på gør-det-selv-krea i bibliotekets maker space. Hele familien er velkommen til at deltage i aktiviteterne.
På fredag kl. 16-20 inviterer Skovgårdsparken til sommerfest ved Karensvej 11. Der er musik, scenesjov, dans, hoppeborge, konkurrencer, mad og drikke. “Kom glad og tag en ven med”, lyder opfordringen fra arrangørerne.



