Omsider sker det, som mange Årslev-boere længe har ventet på: Silkeborgvej gennem byen omdannes til en mere rolig bygade, hvor hastighedsgrænsen sænkes fra 70 km/t til 50 km/t. Aarhus Kommune er nu gået i gang med arbejdet, der også omfatter etablering af midter-heller. Grundtanken er at gøre køresporene smallere ved at anlægge et flex-areal / helleanlæg i midten af vejen. Du kan læse mere om planerne her.
Byudviklingen er så småt startet midt i Årslev. Her er der syv byggegrunde til salg til en stykpris på lidt over to millioner kroner for de ca. 600 kvadratmeter. Du kan se nærmere på salgsoplægget hos Danbolig.
I dag kl. 10-12 er der mandeklub i Gellerup Kirke. Her kan du få en hyggelig mandesnak i godt selskab. Vi vender stort og småt over en kop kaffe eller te.
Programmet til Brabrand Kulturuge ligger nu klar. Du kan finde flyers med et overblik i lokalområdets butikker, mens du finder hele programmet på Det Gamle Gasværks hjemmeside. I løbet af weekenden bliver de enkelte arrangementer desuden tilgængelige i Vores Brabrands begivenhedskalender.
Lørdag kl. 14.00 inviterer Socialdemokratiet i Borum-Lyngby til mini-folkemøde i Kringlen, der er et naturskønt område ved Borum. Talerne er medlem af Europaparlamentet, Niels Fuglsang, medlem af Folketinget Camilla Fabricius, medlem af byrådet Lone Hindø, medlem af regionsrådet Peter Møller Andersen samt Hans Skou, Venstre, og Mette Skautrup, de konservative. Alle er velkomne. Der er gratis kaffe og kage samt pølser med brød. Du finder den lille vej ned til Kringlen ved krydset Borum Landevej og Borumvej.
Tirsdag d. 29. august kl. 12.30 markerer Aarhus Kommune det første spadestik for den nye skole og fritidscenter i Gellerup. Alle er velkomne til underholdning, fællessang, taler fra blandt andre borgmester Jacob Bundsgaard og rådmand Thomas Medom.